Fiskeriet er som bekendt en stor del af Skagen havns DNA, og dugfriske tal fra Fiskeristyrelsen viser, at fiskeriet i Skagen det første halvår af 2021 har været tilfredsstillende set fra havnens side.
Dette gør sig gældende både på landingernes vægt og værdi og særligt, hvis man sammenligner med tallene fra første halvår af 2020. Hele fiskeriområdet var dog efter 1. kvartal 2020 væsentligt påvirket af Corona udbruddet, hvilket gav anledning til færre landinger og lavere priser.
I første halvår af 2021 er fiskeriet samlet steget med 14 procent målt på værdi af landinger og med 17 procent målt på vægt af landinger, set i forhold til 2020.
Dykker man dybere ned i tallene, fremgår det, at landinger af industrifisk, som blandt andre omfatter arterne Brisling, Blåhvilling og Tobis, i 2021 er foran med 9 procent målt på værdien, mens vægten er 12 procent foran 2020.
Også sildefiskeriet klarer sig i første halvdel af 2021 udmærket. Her er der landet 23 procent flere sild målt på værdien, samt 26 procent flere målt på vægten, sammenlignet med tallene fra 2020.
Anderledes ser det ud med rejefiskeriet, som i 2021 har haft en tilbagegang i forhold til 2020 både målt på vægt og værdi af samlede landinger, med henholdsvis 55 og 43 procent.
I første halvår af 2021 er der i Skagen landet 54 procent færre konsumfisk målt på vægten, end i 2020, dog med en enkelt procent stigning målt på værdien.
Bedre ser det ud med landinger af jomfruhummere i 2021. Der har her været en fremgang på hele 47 procent målt på værdien og 34 procent målt på vægten, igen i forhold til første halvår af 2020.
Direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen siger; »Det er positivt med fremgangen i fiskeriet de to første kvartaler af 2021, og vi er glade for at så mange fiskefartøjer vælger at lande deres fisk i Skagen. Hovedparten er danske og svenske, men vi ser også mange fartøjer af andre nationaliteter.«
Ved Skagen Havn er man bevidst om nedgangen af den landede mængde konsumfisk, og Willy B. Hansen udtaler herom: »Vi anerkender, at der her er en udfordring og vi arbejder nu på en ny strategi, hvor der også er fokus på at øge landinger af konsumfisk i Skagen«.