Magtesløshed og håbløshed i fiskerierhvervet , er nu afløst af en stigende vrede mod et alt for bureaukratisk og formynderisk regelsystem, der nu virker så omklamrende for fiskerne at de er ved at kvæles.
En Hvide Sande fisker Henry Fjord på kutteren RI174 Christina Matihias, ønsker nu at alle kollegaer indenfor fiskeriet, vil stå sammen og i den næste tid nægte at melde landinger ind til kontrollen.
Sig nej til de nye melderegler – gør en forskel – nægt al indrapportering til NaturErhvervstyrelsen i en periode.
Aktionen skal ses i sammenhæng med at Danmarks Fiskeriforening har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at kigge på forholdene omkring de nye melderegler. ” Det kan og vil fiskerne bare ikke vente på, de kræver handling nu. Håbløse regler med et altomfattende kontroltyrani er daglig dag for danske fiskere lige nu, derfor kræver vi et stop for de nye melderegler.” fortæller en vred Henry Fjord til FiskerForum.
Henry fortæller om en dagligdag for fiskere, som gerne sejler alene og med både fra 12 meter og nedad og uden e-log, starter med man melde ind hvor man agter at fiske og i hvilket område. Skifter man farvand skal dette også meldes 1 time inden man skifter – Er man på vej ud af havnen med kurs nordsøen og kollegaer taler om godt fiskeri i Skagerrak – skal man først melde farvandsændring, vente en time før man kan krydse over.
Når fisken så endeligt er fanget og er om bord, bliver den på vejen ind fra fiskepladsen, både renset, sorteret og vejet. Det afpasser man som regel farten efter, således man rammer havnen netop som den sidste fisk er talt op. En optælling der af smertelig erfaring for mange fiskere, skal være meget nøjagtig og inden for få procent, da det ellers udløser en bøde på 5000,00 kr. fra kontrollen. Har man 300 kg fisk med af arter der er omfattet en forvaltningsplan, skal man ved indmelding, vente to timer uden for havnen, på at kontrollen kan komme på plads på kajen. Først derefter kan man lægge til. En tidsrøvende og en urimelig regel for mange fiskere, der netop fisker tæt på kysten og som lander deres fisk sent om aftenen. De skulle jo gerne have et par timers søvn inden de stikker til søs igen tidligt næste morgen.
”Men en ventetid på to timer uden for en havn som Hirtshals eller Hanstholm er jo direkte livsfarligt” fortæller fiskeskipper Henry Fjord. ” Det er et af de mest trafikeret områder overhovedet. Der er færger, coastere og større notbåde samt en hel hær af småjoller og kuttere der sejler ind og ud hele tiden. I usigtbart vejr med tåge eller måske i dårligt vejr med en begyndende kuling, kan det få fatale følger, når man blot ligger for svaj, i det område.”
Så opfordringen fra en fisker der har fået mere end nok, er ikke til at misforstå, ”Skal dette erhverv bestå nogle år endnu, skal vi som fiskere sige nej nu – om nogle måneder er det for sendt – så kom nu, sig nej til et bureaukratisk system der kvæler det vi kan bedst og det vi brænder for, ” slutter en beslutsom og meget vred Henry Fjord sin opfordring.
Kontakt fiskeskipper Henry Fjord på telefon 3032 5061
FiskerForum.com