Det som mange i fiskeriet og i de tilstødende erhverv, har gået og frygtet er nu sket, da Danmarks igennem tiderne helt store profil indenfor fiskeriet, i nat valgte at gå på facebook og proklamere – at han er blevet træt – ikke bare træt som i træt, men træt af den politiske hetz der har været omkring hans person, familie og rederiet »Gitte Henning«.
Henning Kjeldsen skriver selv bramfrit på Facebook, med en sidste kærlige hilsen, til to kendte politikere, tidligere fiskeriordfører fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, den ene nuværende minister og den anden nu helt ude af Folketinget. De startede det, som Kjeldsen kalder den politiske hetz imod ham, med adskillige møder der i daglig tale på Christiansborg, blev kendt som Kjeldsen-møderne. Her lagde de grunden til fiskeriets deroute, med et utopisk ønske om et fiskeri kystnært og en bremse for det fiskeri, der har gjort Danmark »Verdenskendt« udenfor landes grænser, både økonomisk og bæredygtigt.
Ja nu nærmer Tiden sig, skriver kjeldsen videre på sin facebook side og ganske sagtmodigt fortsætter med en nyhed der ryster, at nybygningen i Spanien, der uden tvivl er det mest innovative og topmoderne samt grønne og økonomisk pelagiske fartøj der har set dagens lys, nu er solgt til anden side, med ønsket om al mulig held og lykke fremover til de nye ejere.
Derudover har det store danske fiskeriselskab afstået alle sine pelagiske fiskerettigheder til seks rederier. (kvoter der alle er købt og betalt af kjeldsen). Han skriver videre, at han fortsat ejer to skibe og har part i et tredje samt en nybygning, der er på vej fra Vestværftet. Så helt uden fiskeri står den danske skipper endnu ikke, selvom det bliver på et noget andet plan end tidligere.
Kjeldsen slutter med ordene – I skal ikke have ondt af mig, for jeg har haft et fantastisk liv – med fiskeriet helt tæt på. Og så har han selvfølgelig sit elskede »Maskinrummet« på Jollevej i Skagen, til fortsat at gå op i, med Kjeldsens sædvanlige energi og virkelyst.