Statens rådgiver konkluderer nemlig efter ny VVM-redegørelse, at Havbrug i Østersøen ikke skader. Konklusionen i VVM-redegørelsen er da også klar: Havbrug i Østersøen har »ingen eller ikke-væsentlig effekt« på vandmiljø, dyre- og planteliv og rekreative interesser.
Det skriver VBF Medier for akvakulturvirksomheden Musholm A/S, der er medlem i Verdens Bedste Fødevarer og medejer af Bornholms Havbrug A/S. (Indlægget her er alene udtryk for skribentens egen holdning og skal som alle indlæg hos FiskerForum.dk, overholde de presseetiske regler.)
VBF Medier skriver videre, at Bornholms Havbrug A/S i seks år har haft en uafklaret ansøgning liggende hos Miljøstyrelsen om etablering af en produktion af ca. 2.500 tons hav-opdrættet ørred. Dertil kommer slagteri, frysehus og administration på Nexø Havn, til en samlede investering ifølge ansøgningen på ca. 150 millioner kr., som anslås vil give ca. 100 direkte og indirekte arbejdspladser på øen.
Akvakulturvirksomheden Musholm A/S er en af medejerne af Bornholms havbrug, som står bag ansøgningen. De undrer sig over, at Miljøstyrelsen tilsyneladende melder afslag på ansøgningen via mediet TV 2/Bornholm.
Her fremgår det, at Miljøstyrelsen til mediet oplyser, at de har haft flere møder med fiskeopdrætsvirksomheden Musholm, hvor Miljøstyrelsen har orienteret Musholm om, at »det ansøgte ikke er foreneligt med de gældende regler og bestemmelser, idet særligt næringssaltudledningen til Østersøen er problematisk«.
»Vi har ikke haft møder med Miljøstyrelsen om Bornholms havbrug i flere år. Det er rigtigt, som der står hos TV2/Bornholm, at styrelsen har sendt os et udkast til afslag på en ansøgning om produktion ved Møn. Men det er knap et år siden, og vi har meddelt styrelsen, at afslaget savner fagligt og lovmæssigt belæg. Vi har med andre ord bestridt afslaget og venter altså fortsat også på en endelig afgørelse på denne sag,« siger Niels Dalsgaard, direktør for Bornholms Havbrug.
Statens rådgiver giver grønt lys i redegørelse
Til brug for ansøgningen om etablering af havbrug i Østersøen ved Bornholm har Bornholms Havbrug fået udarbejdet en lovpligtig VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på miljøet). Det er sket med hjælp fra den uafhængige, internationale rådgivnings- og forskningsorganisation DHI A/S. De er specialister i vandmiljø og fungerer også som statens rådgiver i sager om havmiljøet.
VVM-redegørelsen fra DHI er på 208 sider, som i konklusionen sammenfatter (kan læses her):
»I overensstemmelse med Vandrammedirektivets »one-out-all-out« princip, er det vurderet, at den samlede virkning på miljøet ved etablering af Bornholms Havbrug vil være mindre og ikke-væsentlig for miljøet.«
Det dækker over, at DHI har undersøgt følgende miljøparametre. (Konklusioner på de enkelt områder er anført i parentes).
- Vandkvalitet (Ikke-væsentlig. Der uddybes, at havbruget ikke vil medføre en forringelse af den økologiske tilstand mht. vandkvalitet og vil ikke forhindre, at miljømålene kan nås)
- Sedimentforhold (Ikke-væsentlig)
- Iltforhold (Ikke-væsentlig)
- Medicin og kobber (Ikke-væsentlig)
- Bundplanter (Ikke-væsentlig)
- Bunddyr (Ikke-væsentlig)
- Fisk og fiskeri (Ikke-væsentlig)
- Havpattedyr, herunder marsvin (Ikke-væsentlig)
- Fugle (Ingen virkning)
- Naturbeskyttelsesområder, habitater (Ca. 30 km fra nærmeste naturbeskyttelsesområde. Havbruget ligger for langt væk til at kunne påvirke disse)
- Erhvervsinteresser, rekreative formål (Ikke umiddelbare konflikter med andre erhvervsinteresser eller rekreative interesser)
Nej DN – imprægnering på net er ikke et problem
TV2/Bornholm har i en tidligere artikel om emnet også spurgt Danmarks Naturfredningsforening Bornholm om deres holdning til etableringen. Formand Anna Sofie Poulsen mener – i strid med konklusionen i VVM-redegørelsen – ikke, at der er økologisk råderum til havbrug i Østersøen ved Bornholm. I TV2 artiklen siger hun, »Østersøen er et af de mest forurenede have i verden, og Danmark har indgået forpligtelser om, at man vil begrænse og reducere forureningen.«
Ifølge Niels Dalsgaard hos Musholm henviser hun her til HELCOM samarbejdet i landene rundt om Østersøen om et godt havmiljø, som i flere sammenhænge er blevet brugt som modargument til etablering af havbrug. VVM-undersøgelsen kommer imidlertid til den modsatte konklusion, da næringsstoffer fra havbruget kun vil udgøre en forsvindende lille del og vil blive tilført på åbent hav i et område, hvor Danmark har opfyldt sine forpligtelser..
Anna Sofie Poulsen anfører ifølge TV2/Bornholm også anvendelse af imprægnering af de net, opdrætsfiskene bor i, bør stå i vejen for etableringen.
»Det er nok en misforståelse, vi skal have informeret formanden om. Der er ikke imprægnering af nettene på Bornholm, fordi forholdene ved Bornholm er optimale i forhold til at undgå den bevoksning af tang og muslinger på nettene, som imprægneringen normalt bruges mod. Og selv hvis vi skulle bruge net med imprægnering viser VVM-redegørelsen, at dette ikke får betydning for vandkvaliteten. Det gælder i øvrigt også for det foderlægemiddel, vi bruger til at behandle syge fisk, at de ikke udgør et problem,« siger Niels Dalsgaard. »Vi overholder vandkvalitetskravene på alle disse parametre.«
VBF Medier kontaktede den 18. januar Danmarks Naturfredningsforening om replik. Artiklen vil blive opdateret, når foreningen returnerer med svar.
Fakta – Bornholms Havbrug – vækst og beskæftigelse ved Nexø
Bornholms Havbrug A/S er en akvakultur-virksomhed i Nexø. Virksomheden ønsker at etablere en produktion på ca. 2.500 tons hav-opdrættet ørred.. Produktionen skal foregå i et landbaseret ferskvandsdambrug med fuld recirkulation (ca. 2 år med en afsluttende vækstperiode på 6-8 måneder fra forår til efterår på åbent hav i et havbrug.
Havbruget ønskes placeret uden for vandplansområder, ca. 4,4 km fra land. I vinterperioden ligger havbruget brak, dvs. fisken og nettene tages op. Der skal tillige etableres slagteri, frysehus og administration på Nexø Havn. Den samlede investering er ca. 150 mio. kr. og vil indebære ca. 100 direkte og indirekte arbejdspladser.
Bornholms Havbrug ejes af Bornholmske erhvervsinteresser og akvakulturvirksomheden MUSHOLM A/S, og bygger dermed på mange års dansk erhvervserfaring med akvakultur, fiskeri og aktiviteter tilknyttet havet..