Spis dansk fisk, var det gennemgående budskab på »Fiskens Dag«, da Fiskebranchen og Danmarks Fiskeriforening PO i lørdags, havde inviteret indenfor for at opleve, smage og røre ved fisk og skaldyr.
I dagens anledning var fiskere fra Thorsminde, Hvide Sande, Hanstholm og Skagen draget afsted med frisk fangede fisk fra danske fiskere. Fiskerne fra Thorsminde bød således på smagsprøver af rødspætte, Hanstholm-fiskerne på torsk og fiskerne fra Skagen bød på søkogte rejer og jomfruhummer.
Og det var en positiv dag for branchen.
»Jeg fornemmede, at folk var rigtig glade for at komme til Fiskens Dag, hvor de kunne smage på fisken, men hvor de også kunne røre og se fiskene,« siger Lone Marie Eriksen fra Fiskebranchen.
Et af dagens helt store overskrifter var, at den danske torsk fanget i Nordsøen og Skagerrak har fået MSC. Det betyder, at den fremover kan sælges bæredygtigt til de danske forbrugere, og der var på Fiskens Dag smagsprøver af den bæredygtigt fangede torsk, ligesom fiskehandlere fra området allerede nu er klar til at levere MSC-torsk til menuerne. Det blå mærke for MSC skabte selvsagt glæde blandt fiskerne.
»Nordsøtorsken har været dømt ude, og der har været utallige meldinger om både kollaps og opfiskning af den sidste torsk. Den snak må nu forstumme. Torsken er tilbage på sporet,« konstaterede en tilfreds Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO, på dagen i København.
Det vurderes at over 10.000 besøgte Rådhuspladsen lørdag.
Se mere på www.fiskensdag.dk og lidt video fra Tørfisk her