Der bliver noget at køre efter, når Thorsminde byder velkommen til Fiskens dag lørdag den 18. juni 2016.
Et flot program og mange boder med lækkerier, er noget af det lokale kræfter i samarbejde med de mange udstillere, vil diske op med på dagen. Blandt udstillerne kan nævnes Jeka Fish, Iversenfish, Tenax Sild og Vilsund Blue. De helt lokale vil være Ottomines Røgeri og Fish & Moore, som vil byde på røgvarer og taskekrabber. Ud over fisk vil aktører som Kræmmergård, Vedersø Vildt, Vestjyske Delikatesser, Købmanden i Staby samt Sdr. Nissum Bageri byde på andre lækkerier, så der bliver noget for enhver smag.
Alle er velkomne.
Udover masser af fisk, byder dagen på musik, aktiviteter for børn og fiskeauktion. Borgerforeningens stegehold vil traditionen tro stå klar med lækre pandestegte rødspætter og rundt på pladsen vil man kunne møde ingen ringere end Fanø Oyster King, som vil byde på østers. På dagens auktion vil der være mulighed for at gøre en rigtig god handel, når fisk i alle størrelser og arter kommer under hammeren.
Thorsminde Naturskole og Naturvejleder Brian Kjølhede vil lave en masse spændende aktiviteter med børnene. Ved kajen vil der være åbent skib på sejlbådende ”Anni Thrysøe” og ”Gefion” som Lemvig Træskibslaug kommer med. Det lokale oprensningsfartøj ”Tønne” vil også åbne op for publikum på dagen.
Ringkøbing Sejlklub vil komme med juniorsejlere og sejle rundt i havnebassinerne i optimistjoller og laserjoller. Ligeledes vil der være stand-op padlere i havnebassinet. Den lokale roklub Thorsminde Coastal Roklub vil i samarbejde med ”Havets & Fjordens hus” selvfølgelig også være til stede. Klubben byder på en snak om roning samt mulighed for at købe kaffe og kage.
Auktionshallen på vesthavnen danner, ligesom tidligere år, rammen om fiskedagen som foregår mellem kl. 10 – 14. Musikgruppen Tørfisk er fast inventar på fiskedagen og vil spille ad to omgange – første gang kl. 10.30. Alt i alt tegner det til at blive en fantastisk dag på Thorsminde Havn.
Program
- 10.00 Fiskedagen åbner
- 10.30 Musikgruppen »Tørfisk« spiller
- 11.15 Fiskeauktion med alt godt fra havet
- 11.00 Smagsprøver på frisk fisk
- 12.30 Musikgruppen »Tørfisk« spiller
- 14.00 Fiskedagen slutter
Sommerens aktiviteter
Fiskens Dag den 18. juni er langt fra den eneste dag, hvor Thorsminde profilerer sig som fiskerbyen med Europas bedste fisk. Hen over sommeren, vil der hver lørdag være minifiskeauktion i den røde auktionshal på Gl. Havn fra kl. 10. Se mere på www.thorsmindeby.dk