Fiskebranchen inviterer til masser af aktivitet på Rådhuspladsen i København 10. september 2011
Rådhuspladsen i København bliver lørdag den 10. september fyldt af fisk, fiskeri, fiskeprodukter og underholdning for børn og voksne med fisk som udgangspunkt. Der er inviteret til Fiskens Dag 2011, og det sker med så stort et program, at hele Rådhuspladsen bliver fyldt.
Et af trækplastrene bliver de to tv-madstjerner Adam og James Price, som underholder mellem klokken 12 og 13. Brødrene Price kommer for at fortælle om tilberedning af fisk og vise, at ”Fisk er nemt,” ligesom titlen er på den aktuelle kampagne for at få danskerne til at spise mere fisk.
Ligeledes bliver der to gange i løbet af dagen underholdning med orkestret Tørfisk på scenen, og scenen bliver også udgangspunkt for to fiskeauktioner, hvor alle har mulighed for at købe fersk fisk og skaldyr med hjem.
Fiskens Dag har også et stort program fra talrige boder på Rådhuspladsen. Alle børn og voksne er velkomne på dagen, hvor boder og aktiviteter vil være åbne mellem klokken 11 og 15.30. Den officielle åbning foretager fødevareminister Henrik Høegh kl. 11.00.
Fiskens Dag er et arrangement, hvor hele fiskebranchen er involveret, og det er andet år i træk, Rådhuspladsen i København fyldes med folk og fisk. Formålet er at sætte fokus på, at fisk og skaldyr er både sundt og velsmagende at sætte på menuen. Der vil være deltagelse både fra København og fra Vest- og Nordjylland, hvor meget af det danske fiskeri og den danske fiskeindustri er placeret.
Fiskens Dag 2011 bliver i øvrigt også markeret en række andre steder i Danmark den 10. september. Der er virksomheder, dambrug, fiskehandlere, akvarier og museer, som inviterer til åbent hus eller tilbyder andre aktiviteter ud over, hvad de gør i det daglige.
En oversigt over arrangementerne vil være tilgængelig på www.2gangeomugen.dk, der drives af foreningen Fiskebranchen.