For andet år i træk har fiskehandler Johnny Ertmann, Aabybro, valgt at gøre en forskel for familier, der har svært ved at få råd til mad til nytårsaften. Johnny ejer en lille rullende fiskebod, Ertmann Fisk og i stedet for at smide sine overskudsfisk væk, donerede han dem til værdigt trængende familier i Kaas.
Normalt står Johnny foran Meny i Aabybro, men tirsdag kørte han til byen Kaas i Vendsyssel, hvor han al den fisk, han havde tilbage efter med sin fiskebod fyldt med alt fra fiskefrikadeller og rødspættefileter til røget laks og lakseroulader. Mange familier var mødt op for at hente fisk, som de kunne bruge til nytårsmenuen eller fryse ned til senere.
»Det er super dejligt det her. Det er altid skønt at få lidt ekstra til fryseren,« sagde Kim Hand, en af de fremmødte, som skulle bruge fisken til aftenens måltid.
Johnny Ertmann begyndte at dele overskudsfisk ud sidste år, og han har besluttet sig for at fortsætte traditionen. Han fortæller, at det rører ham dybt at se, hvordan familier, især med børn, bliver glade for hjælpen.
»Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal smide noget væk, der ikke fejler noget. Sidste gang blev jeg så rørt, fordi børnefamilier kom og hentede fiskene,« forklarer Johnny.
Johnny Ertmann planlægger at fortsætte med at dele overskudsfisk ud i mange år fremover. Han ser det som en måde at mindske madspildet på og samtidig hjælpe dem, der har mest og størst brug for det.