Det er Kristian Breidahl Skjødt der bliver ny direktør for Hav i Balance A/S, der blev stiftet tilbage i marts måned sidste år. Dvs. at nuværende direktør Mathilde Højrup Autzen (red. datter af formanden for Hav i Balance A/S Thomas Højrup) er udtrådt af direktionen den 6. januar 2018, efter knapt et år på posten.
Den pludselige udskiftning på posten som direktør, begrundes ikke, men er pudsigt nok sammenfaldende med den øgede interesse der er fra mediernes side, omkring de mange selskaber og fondsmidler, som administreres og håndteres omkring Thorupstrand fiskerne, af en meget snæver personkreds med Thomas Højrup i spidsen.
Aktieselskabet Hav i Balance´s overordnede mål er at virke for øget bæredygtighed og naturskånsomhed indenfor fiskeriet med henblik på at bevare havmiljø og biodiversitet i havet.
Denne målsætning varetages ved, at selskabet driver virksomhed med finansiering til selvstændige erhvervsfiskere, der har påtaget sig at udøve deres fiskeri inden for rammer, der er i overensstemmelse med selskabets overordnede formål, samt grupper og organisationer af sådanne fiskere.
Selskabets finansieringsvirksomhed omfatter såvel bygning af kuttere, leasingvirksomhed med kuttere, finansiering til erhvervelse af kvoter til fiskeri og anden aktivitet i forbindelse hermed.
I bestyrelsen for Hav i Balance A/S sidder fortsat formand Thomas Højrup (red. Thomas højrup sidder også som formand for bestyrelserne »Foreningen Han Herred Havbåde« og »Thorupstrand Kystfiskerlaug« samt »Maritimt etnologisk videncenter – som en del af Han Herreds Havbåde), og Christian Emborg og Søren Andreas Langbak Nielsen som medelemmer.
Firmaet er stiftet af Han Herred Havbåde og ejet af Thorupstrand Kystfiskerlaug Aps, der ikke har reelle ejere, hvorfor ledelsen er indsat som reelle ejere. I dette tilfælde vil det være Thomas Højrup med direktør Ole Chr. Eriksen samt et bestyrelsesmedlem, der har det afgørende ord i enhver beslutning.
FiskerForum.dk