Den tidligere konsumfisker Finn Christensen fra Thyborøn og sønnen Jeppe, køber industritrawler til overtagelse 1. december 2012.
For et lille årstid siden blev trawleren L24 Susan Vendelbo taget ud af industrifiskeriet, men det blev kun for en kortere periode. Nu vender fartøjet tilbage som L415 Stormy Thyborøn, et navn som Finn Christensen også havde på sin gamle trawler.
Thyborøn skipperen skiftede for et par år siden, stillingen som selvstændig reder ud med jobbet på et af JD Contractors kabel- og dykkerskibe. Selvom jobbet her har været afvekslende og interessant, har Finn Christensens søn til stadighed rykket i faren, om de ikke skulle købe et skib sammen.
Den handel er nu blevet til noget – så når Finn Christensen er fri af sine forpligtelser ved JD Contractors og sønnen Jeppe Christensen ligeledes er fri for sine, vil tiden indtil nytår blive brugt på at gennemgå det nyindkøbte fartøj for eventuelt ændringer og reparationer. Der skal købes helt nyt trawl og udstyr, og papirgangen skal ordnes samt meget mere. Der skal også hyres ny maskinmester og andet mandskab, så tiden løber hurtigt.
Med en optimistisk udsigt til et kommende godt år for dansk industrifiskeri, er det et par veloplagte fiskere fra Thyborøn, der med en klippefast tro på fremtiden stævner ud i 2013 efter tobis og sperling.
FiskerForum.com