Fangstkvotefartøjer holdes p.t. uden for kW-dage reguleringen, og Fiskeridirektoratet forventer også at fangstkvotefartøjerne i 2011 holdes uden for kW-dage reguleringen.
Interesserede fartøjer kan løbende tilmelde sig ordningen. Frem til 10. nov. kan man fortsat tilmelde sig 2010.
Interesserede fartøjer kan løbende tilmelde sig ordningen. Frem til 10. nov. kan man fortsat tilmelde sig 2010.
Med udsendelse af en ændring til reguleringsbekendtgørelsen er de fremadrettede betingelser for fangstkvotefiskeriet nu lagt fast.
Af ændringsbekendtgørelsen fremgår det, at der er foretaget følgende ændringer til bekendtgørelsen:
1.Der gives mulighed for, at fartøjer, der allerede deltager i projektet som fangstkvotefartøjer, kan forøge deres årsmængder af torsk og få tillæg som fangstkvotefartøjer i forhold til de forøgede mængder. Fra ordningens start blev der givet tillæg i forhold til fartøjets årsmængde baseret på fartøjets FKA-andele pr. 1. januar 2010.
2.Det bliver muligt for nye fartøjer at tilmelde sig løbende resten af 2010 og 2011, så længe der er ekstra mængder til rådighed. Nye ansøgninger vil blive behandlet en gang hver måned.
3.Der bliver indført en glidende overgang for fartøjer, der i 2010 allerede er tilmeldt fangstkvoteordningen, så de kan fortsætte i ordningen i 2011 uden at skulle søge igen.
Fremover vil ansøgninger om ekstra fisk, eller tilmelding af nye fartøjer til ordningen, blive behandlet en gang om måneden. Det vil sige, at fartøjer som ønsker tildeling, skal indsende ansøgning senest den 1. i den måned, der ønskes tildeling. Bemærk dog at sidste frist for at komme med i ordningen i 2010 er den 10. november 2010.
Overgang fra 2010 til 2011
I forbindelse med overgangen fra 2010 til 2011 vil det være muligt som ny ansøger at indsende ansøgning senest 1. december 2010, og dermed komme med fra ordningens start 1. januar 2011. Dette er dog under forudsætning af, at der er fisk nok til både ”gamle” og ”nye” fangstkvotefartøjer. Er der ikke det, vil de hidtidige fartøjer i ordningen blive prioriteret. Sendes ansøgningen ind efter den 1. december 2010, vil fartøjet kunne komme i betragtning som nyt fartøj pr. 1. februar 2011, under forudsætning af at der er fisk til rådighed.
Prioritering af ansøgninger
1. Så længe der er fisk nok til rådighed, imødekommes alle ansøgninger.
2. Skulle der i en måned være kommet ansøgninger om ekstra fisk til et eksisterende fangstkvotefartøj, samt ansøgninger om tilmeldelse af nye fartøjer til ordningen, og der ikke er tilstrækkeligt med fisk til rådighed til at tilgodese både ”gamle” og ”nye” fangstkvotefartøjer, vil de ”gamle” fangstkvotefartøjer blive prioriteret. I 2011 vil det først blive muligt at søge om ekstra mængder på basis af, at fartøjets årsmængde forøges pr. 1. marts 2011.
3. Skulle der heller ikke være nok fisk til alle de ”gamle” fartøjer, prioriteres fartøjer med mindre længde overalt frem for fartøjer med større længde overalt. Dette princip gør sig også gældende, hvis der i en måned kun er ansøgninger om tilmelding af nye fartøjer til ordningen, og der ikke er fisk nok til dem alle. Så vil de mindste af de nye fartøjer blive prioriteret.
Indsatsregulering
Fiskeridirektoratet skal desuden gøre opmærksom på, at fangstkvotefartøjer pt. holdes uden for kW-dage reguleringen, og at det også forventes at fangstkvotefartøjerne i 2011 holdes uden for kW-dage reguleringen.