Forslaget til ny fiskeripolitik på Færøerne er ikke modent til vedtagelse, og vil skabe stor usikkerhed i fiskeriet, hvis det presses igennem i år. Det mener de færøske rederes forening, som anbefaler politikerne til at udsætte vedtagelsen.
Formanden for de færøske redere, Stefan í Skorini, siger til færøsk radio, at de færøske politikere i stedet bør forlænge den nuværende ordning for fiskeriet på Færøerne: – Det er i realiteten uforsvarligt at vedtage et så revolutionerende forslag, som desuden blev fremlagt meget sent på året. Det bedste ville være at forlænge de nuværende ordninger, mens et nyt forslag om fiskeripolitik får den politiske behandling, som det fortjener, siger Stefan í Skorini. Fire hovedpunkter De fire hovedpunkter i forslaget går ud på at skifte de nuværende fiskedage ud med kvoter, at sælge rettigheder til at fiske på auktion, at få udenlandsk kapital ud af erhvervet i løbet af fire år samt antitrust-regler, der skal forhindre, at nogle få interessenter råder over store dele af fiskeriet. – At gennemføre alle disse ændringer på én gang er ikke befordrende for et godt erhvervsmiljø. Det skaber stor usikkerhed hos så at sige alle rederier på Færøerne. Bare uvisheden om, at man ikke ved hvilket system der træder i kraft 1. januar 2018 skaber usikkerhed, siger Stefan í Skorini til færøsk radio.