36-årige Stefan í Skorini er udpeget som ny direktør for den færøske rederiforening – Føroya Reiðarafelag – som er hovedorganisation for de færøske fiskeskibe.
Den nye direktør er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet, og har tidligere arbejdet for blandt andre BankNordik, Vinnuhúsið (Færøernes industri), det færøske radio og tv samt det færøske fiskeriministerium. Den nye direktør starter 1. februar 2017.
Foruden at stå for den daglige drift af foreningen, så repræsenterer direktøren også foreningen i forskellige bestyrelser og råd på det færøske arbejdsmarked.
Den afgående direktør – Herálvur Joensen – skal fremover være direktør for det færøske udenrigs- og erhvervsministerium.
Udfordringer i vente
Den færøske rederiforening har som hovedformål at samle alle færøske redere indenfor fiskeri, og står blandt andet for at forhandle overenskomster med besætninger.
Ifølge rederiforeningen står det færøske fiskeri foran store udfordringer, der rækker ud over de sædvanlige lønforhandlinger. Blandt andet spørgsmålet om ny skat på de færøske fiskeressourcer og en række nye myndighedskrav til redere og besætninger.