Det går godt med genopførelsen af fabrikken Varðin Pelagic på Tvøroyri, Færøerne. Ledelsen forventer nu, at fabrikken står klar til produktion i 2. Kvartal 2018.
Adskillige virksomheder er nu i gang med at installere udstyr, fabrikslinjer, fryseudstyr og alt det andet, som skal være 100 procent parat, når fabrikken efter planen skal stå klar til makrel-sæsonen senere på året. Først skal de nye fabrikslinjer afprøves med testproduktion af blåhvilling. Enkelte forsinkelser har dog plaget byggeriet – især på grund af dårligt vejr.
Varðin Pelagic har opnået et ry som en af øernes bedste, pelagiske fabrikker siden starten i 2012 og frem til den skæbnesvangre brand den 9. Juni 2017. Og ambitionen hos ledelsen er hurtigt at opnå samme position på markedet.
Den nye fabrik, som er toptrimmet og væsentligt mere moderne end den forrige – er på tilsammen 7.500 kvadratmeter – med en længde på 150 meter og en bredde på 50 meter.
Velvilje hos de gamle kunder
Til dimma.fo har direktør Bogi Jacobsen udtalt, at de mange faste kunder, som virksomheden havde inden branden, atter vil står klar igen, når produktionen genstartes: »Vi bliver naturligvis nødsaget til at kæmpe os ind på markedet igen, men vores gamle kunder har været meget large, fordi de er fuldt ud klar over vores situation. Der er en større velvilje fra kredsen, end jeg havde forventet. Kunderne ved også, at vi producerer et godt produkt,« siger Bogi Jacobsen.
Fokus på brandsikkerhed
Efter branden sidste sommer er brandsikkerheden hos Varðin Pelagic, og andre færøske producenter, for alvor kommet i søgelyset. Således er den nye fabrik i Tvøroyri udstyret med et moderne sprinklersystem, som dækker så godt som hele fabrikken. Ingen andre af de pelagiske producenter på Færøerne kan prale af noget tilsvarende.
»Bare selve sprinklersystemet har kostet omkring seks millioner kroner,« udtaler direktør Bogi Jacobsen.