De færøske industribåde fisker fortsat den 11 til 20 centimeter lange loddefisk, der lever i store stimer i de arktiske farvande og nu overvejende fanges og landes på Island.
Den færøske trawler Høgaberg landede i sidste uge en last på 800 tons lodde i Eskifirði i Island. De har haft et rigtig fint fiskeri, og de tog tilbage til fiskeriet efter lodde, da de havde landet. Ligeledes landede Finnur Fríði en last på 650 tons lodde i Fáskrúðsfirði på Island. De har nu opfisket lodde-kvoten for i år, og de tager nu tilbage til Færøerne for at vente og rigge om til blåhvillingen kommer ind i færøsk zone.
Den færøske trawler Tróndur í Gøtu landede i den forgangne uge en last på 1.250 tons lodde i Fáskrúðsfirði, som de også har fisket ud for Island. De har haft et godt og fornuftigt fiskeri på turen og straks efter landingen har de atter sat kurs og fart til fiskefeltet ud for Island.