Blodet ruller lidt raskere i de franske fiskere, hvis noget går dem imod, som tilfældet er med EUs planer om at begrænse det demersale fiskeri, så stiger blodtrykket ovenud og protestaktionerne kommer rullende som en kæmpe tsunami.
Der sker noget når de franske fiskere ser rødt – de blokerede havnene i Lorient samt Boulogne som svar mod EUs ensidige forslag og ikke nok med det, så nåede de franske fiskerne også at protestere mod en Sea Shepherd-aktion i det baskiske område.
I Lorient besatte fiskerne kontorerne for den lokale fiskerikomité og Brittany PO, mens der blev tændt bål i gaderne. En lignende protestaktion, iværksat af fiskerne havde tidligere fundet sted i hovedbyen Rennes i Bretagne.
Allerede søndag aften skred Boulogne-fiskere til handling ved at blokere havnen i en aktion. En aktion der fortsatte indtil tirsdag.
Ifølge Olivier Lepretre, der er formand for Hauts-de-Frances regionale fiskerikomité, vil de foreslåede foranstaltninger mod fiskeriet kun efterlade små 20 procent af deres farvande tilgængelige for fiskeri, hvilket angiveligt betyder enden for områdets fiskeri og fiske-industri. EU-Kommissionens forslag ses som endnu et slag mod fiskeriet, som kommer oveni problemerne med ekstremt høje brændstofpriser samt de mangeårige udfordringer, som europæiske fiskere står overfor efter dét som man vist kun kan kalde »den elendige Brexit-aftale«.
Boulogne’s fiske-auktion blev lukket i sympati med havnens fiskere, og ligeledes er støtten gået på tværs af landegrænserne, hvor hollandske fiskere og fiskeindustrien herfra, har udtrykt deres uforbeholdne støtte til deres franske kollegers aktion.
»Et forbud mod bundfiskeri i MPA (område udpeget til beskyttelse af økosystemer, processer, habitater og arter) vil få en enorm og meget negativ indflydelse på vores fælles fiskeri-aktiviteter. Det har ikke kun en negativ indflydelse på vores fiskerier og fiskerne. Men også på deres familier og kan kun forstås som en direkte trussel mod kystsamfundene og de relaterede fiskeri-organisationer, fiske-auktioner, fiske-handlere og fiskeindustriens forarbejdningsvirksomheder,« skrev de Nederlandske Vissersbond’s formand i deres offentlige støtte-erklæring til Boulogne-fiskerne.
»Det er virkelig vigtigt at vise vores fælles holdning og værne om det demersale fiskeri, og højt sige STOP og NEJ til Europa-Kommissionens planer. Med protestaktionen i Frankrig trækkes konsekvenserne frem i lyset og gør Europa-Kommissionens alt for vidtgående planer synlige for resten af samfundet, lovgiverne og politikerne.«