»Når vi stiller krav om CO2-reduktioner og brug af bæredygtige brændstoffer, har vi også et ansvar for at sikre, at disse brændstoffer er tilgængelige. Desværre er det ikke tilfældet i dag,« skriver Bergur Løkke Rasmussen, kandidat til EU-valget for Moderaterne i et indlæg på Altinget.dk Debat.
»Selvom det tager tid, er jeg overbevist om, at vi bevæger os mod en global CO2-afgift på skibsfarten. Skibsfarten står for omkring tre procent af de globale CO2-udledninger, og derfor kan vi ikke løse klimaudfordringen uden at gøre den maritime sektor grønnere. I Europa-Parlamentets transportudvalg har jeg arbejdet for at fremme en grøn omstilling af sektoren, da EU-samarbejdet giver god mening her,« skriver Bergur Løkke Rasmussen videre.
»EU har allerede taget et vigtigt skridt ved at indføre en CO2-afgift på skibsfarten gennem kvotehandelssystemet.«
»Dette initiativ har påvirket resten af verden, og jeg er sikker på, at vi bevæger os mod en global CO2-pris. Heldigvis er branchen, herunder danske rederier som Mærsk, klar til at omstille sig til grønnere alternativer.«
Et centralt problem er imidlertid, at de nødvendige bæredygtige brændstoffer ikke er tilgængelige i tilstrækkelig grad. EU skal spille en aktiv rolle i at prioritere nye, grønne brændstoffer til luftfart og den maritime sektor. Det kræver investeringer og incitamenter, som EU kan og bør bidrage til.
»Når EU går forrest og vedtager progressive love, følger resten af verden ofte med. Det tager tid at ændre den globale maritime klimalovgivning, men med EU ved roret kan vi få flyttet verden i en bæredygtig retning,« slutter MEP og regionsrådsmedlem (M) Bergur Løkke Rasmussen sit indlæg.