Selvom der er sket fremskridt i fiskeriforhandlingerne mellem Storbritannien og EU, mangler der fortsat en aftale om kvoterne for 2021. Derfor er EU’s fiskeriministre blevet enige om et kompromis, der sikrer klarhed for fiskerne frem til august.
Det er for nylig lykkedes at lande fiskeriaftaler mellem EU, Norge og Storbritannien og mellem EU og Norge om de fælles bestande. Men selvom der er fremdrift i forhandlingerne, udestår der fortsat en aftale om kvoterne for de bestande, som Storbritannien og EU er fælles om. Derfor er EU’s fiskeriministre i dag blevet enige om at fastsætte kvoterne for EU’s fiskere til og med 31. juli, så der fortsat kan fiskes, mens der arbejdes hårdt på at få en aftale på plads med Storbritannien.
Kvoterne fastsættes som udgangspunkt på et niveau, der svarer til 7/12 af den forventede endelige kvote, idet der dog vil blive taget højde for sæsonbetonede fiskerier. Det skyldes, at kvoterne er gyldige for årets første 7 måneder. For tobis og sperling fastsættes kvoteniveauet allerede nu til 100 pct. af det niveau, som den videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) tilsiger. Fiskeriet efter tobis vil således kunne begynde 1. april og hele årets kvote vil kunne udnyttes, hvilket har været en stor prioritet for Danmark, som har 96% af EU’s kvote.
»Først og fremmest er jeg glad for, at fiskerne med denne aftale får vished for kvoterne et godt stykke tid ud i fremtiden. Det havde selvfølgeligt været bedre, hvis vi kunne have fastsat endelige kvoter for året, men det har altså ikke været muligt, givet den helt særlige situation vi står i med Storbritannien. Og så er jeg glad for, at fiskeriet efter tobis kan begynde her til den 1. april. Det har været en stor prioritet for Danmark i forhandlingerne,« udtaler fiskeriminister Rasmus Prehn.
De midlertidige kvoter blev allerede fastlagt for årets første 3 måneder i EU-aftalen mellem fiskeriministre kort før jul. Det er denne aftale, som dagens beslutning lægger sig i kølvandet af. Dagens aftale skal nu formaliseres, så fiskeriet efter bl.a. tobis kan begynde fra 1. april.