Tabte og efterladte fiskegarn er et problem, som vinder stadig større politisk opmærksomhed. Erhvervsfiskerne mener ikke selv problemet er helt så stort.
Problematikken tager sit udgangspunkt i det udsatte dyreliv omkring efterladte garn, men også udledning af mikroplast og skader på forbipasserende fartøjer er betydelige dele af debatten. Igangværende undersøgelser beskriver bevidsthed og ansvarsfølelse hos fiskerne, som centrale for forebyggelsen af fiskeriaffald, men blandt erhvervsfiskere i Nordsøen mener man ikke, at forekomsten af efterladte garn kan sidestilles med problemets omfang i øvrige farvande.
Undersøgelser fra Fiskeristyrelsen og Institut for Aquatiske Ressourcer, DTU Aqua, har til formål at kortlægge og reducere omfanget af spøgelsesgarn i de danske farvande, beskriver bjærgningsmuligheder, bevidsthed og ansvarsfølelse hos fiskerne, som centrale for forebyggelsen af affald fra rekreativt og kommercielt fiskeri.
Forudsætningen for en rentabel forretning
Johnny Poulsen er fisker i Nordsøen, og sejler hver uge 50 til 200 km ud fra kysten ved Thorsminde for at sætte garn. Han sætter 600 garn over en strækning på 10 til 12 kilometer, og forklarer, at arbejdet med at minimere garn-tab er afgørende for rentabiliteten af hans forretning. »Synke- og flydeliner, som tilsammen folder nettene ud fra havbund til overflade, kan genbruges nærmest i det uendelige«, forklarer han og siger videre at han fisker med synkeliner, som er mere end 20 år gamle. »Vi samler linerne sammen og reparerer dem, når de går i stykker, for de er meget dyre at købe fra ny. Dertil kommer, at leveringstiden på nye garn kan være op til 12 måneder. Så for os handler opsamlingen af ødelagt garn helt lavpraktisk om, at vi ikke har råd til at lade dem ligge«.
Han bakkes op af Mikael Justesen fra Hvalpsund Net, som producerer fiskeriudstyr til netop erhvervsfiskeri. Han uddyber, at omkring 80 procent af de garn, han sælger til fiskeri-industrien, er gen-monteringer. »Når man fisker med 5 til 600 garn ad gangen, som koster 1.000 kr. stykket, så er det ikke en mulighed bare at lade dem ligge, når der opstår brud«, siger han. »Garnene skal med hjem, for med synke- og flydeliner i behold, er det nok at samle linerne igen, og montere nye garn. På den måde halveres kostprisen«. Han tilføjer, at de ødelagte net mellem linerne indsamles og håndteres i et organiseret samarbejde med plastindustrien. På månedsbasis modtager Hvalpsund Net omkring 4 tons restgarn fra sine samarbejdspartnere i den professionelle fiskeri-industri, som derefter omdannes til råmateriale inden for genbrugsplast. På den måde reduceres spild fra garnproduktionen og erhvervsfiskeriet.
Mikael Justesen tilføjer, at mængden af indleveret garn-affald er med til at underbygge påstanden om, at erhvervsfiskerne tager oprydningen alvorligt.
Moderne udstyr og bedre kommunikation
Jens Søndergaard, fisker med base i Thyborøn, husker udmærket, at problematikken omkring tabte garn engang havde et helt andet og større omfang. Før i tiden fiskede flere hundrede både i Nordsøen og kommunikationen mellem fiskerbåde og trawlere i samme område var rigtig dårlig pga. sprogbarrierer eller fordi det i praksis var for omstændeligt at få beskeder frem mellem bådene.
I dag er situationen en helt anden. Antallet af aktive fiskere i Nordsøen er reduceret markant, og bådenes udstyr er langt mere præcist, end før i tiden. Nu registrerer man koordinaterne på udsat garn på moderne plottere, som kan sammenlignes med de GPS-systemer, vi kender fra den landgående trafik. Positionen deler fiskerne i en app, som benyttes af stort set alle fiskerbåde og trawlere i Nordsøen. På den måde bliver kommunikationen systematiseret, og foregår på de smartphones eller tablets, som skipperne har ved hånden hele tiden.
Skulle det ske, at en forbipasserende båd ikke har registreret garnenes koordinater, er hvert yderhjørne monteret med såkaldte AIS-bøjer (bøjer med GPS-signal). Signalet opfanges på en radar på lige fod med sejlende fartøjer, så både skader på garn og forbipasserende både på den måde forebygges. »Vi er meget stolte over, hvor langt vi er kommet på dette området – især hvad angår kommunikationen«, siger Jens Søndergaard. »Det er blevet langt nemmere at samarbejde, og i løbet af de sidste 10 år har vi oplevet, at mængden af løsrevet garn fra andre både, vi opdager i vandet, er faldet markant og nærmest til en brøkdel af hvad det var tidligere.«
Praksis ved tabte garn
Selvom tabet af garn ved fiskeri i Nordsøen er reduceret markant, sker det alligevel jævnligt, at der opstår brud på synke- eller flydeliner. Hér er det i første omgang praksis at trække i linerne fra hver sin ende, for at få garnene ind igen. Mangler der et stykke, benytter erhvervsfiskerne i første omgang en kombination af ekkolod og strømkort, for at indskrænke området for gennemsøgning af havbunden. På den måde kan bådene ofte finde rester af ødelagt garn, selv på 80 meters dybde. Så trækkes en strygebold, monteret med små kroge, henover havbunden, indtil garnstumperne er samlet ind. »Igen handler det jo om udgiften ved at lade garn-stumperne ligge«, siger Johnny Poulsen. »Det er dyrt for os at bruge tid på at sejle frem og tilbage efter løsrevet garn – men det er dog noget dyrere at erstatte dem«.
Det hænder fiskerne må opgive søgningen efter garnrester
Forklaringen kan være, at garnene kan være trukket med andre både flere kilometer op eller ned langs kysten. Denne form for garn-tab er ifølge Johnny Poulsen og Jens Søndergaard meget svære at gøre op, men de forklarer begge enstemigt, at mistede garn-rester bliver indberettet til myndighederne. Disse garn-rester ender desuden ofte med at klumpe sig sammen til en fast masse, som ikke står og fisker som spøgelsesgarn, fordi de ikke er foldet ud. De indsamles i sidste ende ofte af Fiskerikontrollen eller andre fiskerbåde, som finder klumperne, dér hvor strømmen har ført dem hen. »Ingen fiskere har jo interesse i, at der ligger affald og flyder i de områder, hvor vi arbejder. Derfor er vi omhyggelige med oprydningen, også når vi finder affald, som ikke er vores eget«, slutter Johnny Poulsen.
