Mandag landede S 105 Sebastian (ex. Esbjerg supertrawler E693 ”Kemila”) en last store Nordsøsild i Skagen havn. Silden losses op i lukkede traktortrukne vogne, hvorefter chaufføren kører få hundrede meter til Skagerak Pelagic´s produktionsanlæg, hvor anhængeren tippes og fisken løber frem til fileteringsanlægget.
Tirsdag morgen blæser en frisk kuling over området, og ”Sebastian” ligger udlosset, men afventende ved kaj.
I nattens løb er der ankommet et nyt fartøj med friskfangede sild. Det drejer sig om det 37 m. lange svenske GG 207 ”Torland” fra Fiskebäck. Kl. 06.30 er folk og traktorer i fuld aktivitet. Senere på formiddagen er det AS 464 “Stella Nova” der starter losning af sin fangst.
Skibe fra flere nationer, herunder også danske fiskefartøjer, fisker i øjeblikket sild på forskellige positioner ud for Skotlands kyst, og på kajkanten i Skagen Havn følger arbejderne godt med i, hvad der er undervejs; ”Det varer ikke længe, så kommer HG 267 ”Strømegg” også, forklarer en kedelklædt mand i farten, inden han fortsætter dagens arbejde. Men et hurtigt kik på internet og moderne AIS overvågning afslører imidlertid, at det omtalte fartøj liger til kaj i nabobyen Hirtshals.