I år har knap 13.000 besøgende fra både Danmark og udlandet besøgt den populære fiskeriudstilling, DanFish International, som blev afholdt på Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fra tirsdag til torsdag i uge 41.
Det betydelige antal besøgende bekræftede endnu engang udstillingens position, som et globalt samlingspunkt der denne gang tiltrak tusindvis af besøgende fra 47 forskellige lande.
Under åbningstalerne blev DanFish International hædret, som en betydende og værdifuld messe for den globale fiskerisektor og et must at deltage i, af både Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, og Henrik Mørkholt, formand for Dansk Eksportforening.
Årets meget imponerende besøgstal understreger dette faktum.
Vi kan kun være tilfredse med den 28. udgave af DanFish International, der havde næsten 13.000 besøgende, der kunne opleve en faglig spændvide og en god spredning hos de mange udstillere. De fremhævede den intense samt fantastiske stemning og atmosfære på udstillingen.
DanFish havde dennegang de grønne svar med, som også var et gennemgående tema på udstillingen, med rigtig mange bæredygtige løsninger, der blev præsenteret, hvilket gør DanFish mere relevant end nogensinde. Årets messe præsenterede et bredt udvalg af udstyr, der sigtede mod at gøre fiskeriet mere bæredygtigt. Besøgende blev præsenteret for alt fra brint som nyt brændstof, brændstofinjektorer til forbedring af brændstofeffektiviteten, methanolm-otorer og meget mere.
Desuden inkluderede årets arrangement også et helt nyt og velbesøgt sceneområde, hvor besøgende kunne dykke ned under overfladen (i Hal F i kælderen) og udforske grundlaget for fiskeriet. Hver dag blev der afholdt foredrag om emner som digitalisering i fiskeriet, energieffektivitet, kunstig intelligens og udvikling af fremtidens fartøjer.
Tak for de mange besøg på stand 931 i Hal H, hvor der flittigt blev delt FiskerForum kalendere ud og for snakken der fulgte. Fra Quentin Bates Hook & Net, Lars Tornsberg FiskerForum.dk med Terje Engø fra FiskerMagasinet.no og Ebbe Hansen FiskerForum.com, samt de altid flittige Ole Skjold og Henning Hansen.
Vi siger på gensyn til DanFish International i Aalborg, tirsdag den 7. oktober til torsdag den 9. oktober 2025 i AKKC (Aalborg Kongres & Kultur Center.)