Miljøstyrelsen træffer afgørelse om Havbrug ved Klintholm inden for de nærmeste uger. Dernæst følger Bornholm, og ansøger glæder sig til afklaring.
Det skriver VBF Medier for akvakulturvirksomheden Musholm A/S, der er medlem i Verdens Bedste Fødevarer og medejer af Bornholms Havbrug A/S. (Indlægget her er alene udtryk for skribentens egen holdning og skal som alle indlæg hos FiskerForum.dk overholde de presseetiske regler.)
I seks år har Miljøstyrelsen haft en række ansøgninger om etablering af havbrug til behandling. Blandt dem er Bornholms Havbrug A/S, der har søgt om etablering af en produktion af ca. 2.500 tons hav-opdrættet ørred samt slagteri, frysehus og administration på Nexø Havn.
Den samlede investering vil ifølge ansøgningen udgøre ca. 150 millioner kr. og vil give ca. 100 direkte og indirekte arbejdspladser.
Det er sket med hjælp fra den uafhængige, internationale rådgivnings- og forskningsorganisation DHI A/S. De er specialister i vandmiljø og fungerer også som statens rådgiver i sager om havmiljøet.
Statens egen rådgiver, den uafhængige, internationale rådgivnings- og forskningsorganisation DHI A/S, har i en 208 sider lang VVM-redegørelse konkluderet, at havbrug i Østersøen ikke skader.
Men det har ikke afholdt Miljøstyrelsen fra at melde ud via TV2 Bornholm, at »det ansøgte ikke er foreneligt med de gældende regler og bestemmelser, idet særligt næringssaltudledningen til Østersøen er problematisk«.
På baggrund af udmeldingen i medierne har VBF Medier stillet Miljøstyrelsen en række spørgsmål. Vi havde foretrukket mundtlige svar men har fået disse tilbagemeldinger:
1.Hvilke elementer i ansøgningen er ikke forenelige med gældende regler?
Svar – Ansøger er på møder tidligt i forløbet blevet gjort opmærksom på, at særligt næringsstofudledningen til Østersøen er problematisk.
2.Hvad i ansøgningen og den tilhørende VVM-redegørelse tilsiger, at næringssaltudledningen til Østersøen er problematisk?
Svar – Det er vigtig at notere sig, at en VVM (miljøvurdering) er et dokument, der udfærdiges af ansøger, og altså ikke er udtryk for myndighedens vurdering. Naturstyrelsen har tidligt i processen oplyst ansøger om, at der ikke vurderes at være et miljømæssigt råderum for udledning af flere næringsstoffer på den ansøgte lokalitet.
3.Hvis det ansøgte ikke er foreneligt med gældende regler, hvorfor er der så ikke givet officielt afslag, før det meldes ud til medier?
Svar – Miljøstyrelsen har ikke meldt ud til medierne, at der skulle komme et afslag til Bornholms Havbrug, men har oplyst at der til Musholm er sendt udkast til afslag på tilladelse til havbruget ved Klintholm. En endelig afgørelse til Klintholm er nært forestående, og derefter vil Miljøstyrelsen træffeudkast til afgørelse i sagen om Bornholms havbrug.
4.Hvornår mener I at have haft møder med ansøger og dennes konsulent om Bornholms Havbrug?
Svar – Sagen blev genoptaget april 2020, hvor Musholm på forespørgsel tilkendegav at ansøgningen stadig er aktuel. Efterfølgende blev der den 10/8-2020 holdt møde med Musholm. Miljøstyrelsen har arbejdet på at afgøre sagen om Klintholm havbrug, og har ikke siden haft anledning til at mødes om Bornholms havbrug.
5.Er en sagsbehandlingstid på seks år efter jeres mening i overensstemmelse med god praksis. Hvorfor/hvorfor ikke?
Svar – Der har været en meget lang sagsbehandlingstid i denne sag, men det skal erindres at sagen har været stillet i bero efter aftale med ansøger, da en løsning ikke var umiddelbart nærliggende, og mulige kompenserende tiltag for næringsstofbelastningen blev overvejet.
6.Er en udmelding om afslag i medierne, før ansøger er orienteret, i overensstemmelse med god forvaltningspraksis. Hvorfor/hvorfor ikke?
Miljøstyrelsen har ikke udmeldt afslag til medierne, før ansøger er orienteret. Miljøstyrelsen har oplyst medierne om udkast til afslag til Klintholm havbrug, som Musholm også har ansøgt om, jvf. ad 3.
7.Hvornår kan ansøgerne forvente endeligt svar fra jer?
Miljøstyrelsen forventer at træffe afgørelse i sagen om Klintholm Havbrug inden for de nærmeste uger. Miljøstyrelsen vil derefter behandle sagen om Bornholms havbrug.
Havbrug glæder sig til afklaring
Niels Dalsgaard, direktør i opdrætsvirksomheden Musholm, er primus motor bag ansøgninger til både Klintholm og Bornholms Havbrug. Han er dybt forundret over sagsgangen fra Miljøstyrelsen.
»Det har været en lang og meget træls proces, der ikke er blevet lettere af, at sagsbehandlingen er blevet flyttet til nye kontorer rundt i landet af flere omgange,« siger Niels Dalsgaard.
»Men vi ser frem til en officiel afklaring indenfor de nærmeste uger,« siger han videre og påpeger, at ansøgerne ikke har anerkendt det faglige og lovmæssige grundlag i det udkast til afslag for Klintholm Havbrug, som han modtog i foråret 2021.
»Derfor er vi naturligvis spændte på, om Miljøstyrelsen i et kommende afslag kan fremlægge et grundlag, der ændrer vores syn på sagen. Hvis ikke, vil vi naturligvis bestride et afslag,« siger Niels Dalsgaard.
Han ærgrer sig over hele forløbet
»Som akvakulturvirksomhed har vi kun interesse i at drive økonomisk og miljømæssig bæredygtig virksomhed, skabe arbejdspladser og producere sunde fødevarer. Derfor er det meget utilfredsstillende og forunderligt at skulle bruge så mange ressourcer og tid på en ansøgning om etablering af havbrug, der har som vision at holde klima, natur og miljø fuldstændig skadesløs,« siger Niels Dalsgaard.
Han undrer sig især, fordi ansøgningen er i overensstemmelse med udviklingsplaner fra EU, Miljøministeriet og skiftende regeringer.
»Senest som fremlagt af den Socialdemokratiske regering ved daværende fødevareminister Dan Jørgensen og miljøminister Kirsten Brosbøl i »Strategi for udvikling af akvakultursektoren 2014-2020«. Det er internationalt anerkendt, at havbrug er en vigtig del af den grønne omstilling af fødevareproduktionen. Miljø- og fødevarepolitik i Danmark burde være åben for debat og inddrage mere ny viden om teknologi og miljøvidenskab og mindre på politiske fordomme,« siger Niels Dalsgaard.
Flere spørgsmål melder sig
Han påpeger samtidig, at svarene fra Miljøstyrelsen herover efterlader flere spørgsmål og kritik. »For det første gik styrelsens svar til TV2 på Bornholms havbrug og ikke Klintholm, som de hævder. For det andet er VVM redegørelsen jo altså ikke udarbejdet af Musholm men af DHI, som staten selv bruger som rådgiver. Det er derfor ret bekymrende, at de slet ikke forholder sig til den i svaret. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har læst den,« siger Niels Dalsgaard.
Han mener, at en læsning af redegørelsen ville klarlægge for styrelsen, at næringsstofferne fra de søgte havbrug netop ikke er en udfordring for Østersøen, som de postulerer i svaret.
»De mangler ganske enkelt at være mere konkrete og tydeliggøre, hvor de finder, at VVM-redegørelsen tager fejl. Og så ville det selvfølgelig også være rart, hvis de var klar over, at det møde i august 2020, som de henviser til, handlede om en ansøgning ved Storebælt. Vi har ikke holdt møder med styrelsen om Nexø, men vi forventer da, at det kommer, når nu de er så nær en afgørelse,« siger Niels Dalsgaard.