Forskere fra DTU Aqua vil i den kommende tid jagte fynske kystfiskere langs den grønne ø´s smukke kyster og med interviews, flytællinger og en speciel APP med Fangstjournal, afdække lystfiskernes fangstmetoder og ikke mindst hvor mange fiskere der begiver sig ud i naturen for at fiske.
Gense TV indslaget med Journalist Anders Lifland Nørgaard fra DR P4 Fyn. Hvor TV journalisten har været på tur med DTU Aqua, langs de fynske strande, for at få en helt nøjagtig opgørelse over hvor mange lystfiskere der fisker her og hvad de fisker.
En afdækning af lystfiskeriet
Så i det tidlige forår og længere hen på forsommeren 2017 vil DTU forskerne gå tæt på fiskerene langs stranden, for gennem interviews og samtaler at få afklaret specielt havørred fiskeriet og dets størrelse på Fyn.
Undersøgelsen er en del af et større projekt (REKREA), som også omfatter undersøgelser af torskefiskeri i Øresund, laksefiskeri i Østersøen og ålefiskeri i Storebælt.
Undersøgelsen skal skabe grundlag for en mere nøjagtig og korrekt viden om fiskeriet, så forvaltningen af bestandene kan blive så nøjagtig som muligt. I en kommentar til undersøgelsen, udtaler biolog Christian Skov fra DTU Aqua, »Vi har brug for lystfiskernes viden om fisketure og fangster for at få data, som kan sikre sunde bestande at fiske på fremover. I undersøgelsen af det fynske kystfiskeri kombinerer vi for første gang flyoptællinger med interviews og indrapporteringer via DTU’s gratis lystfisker-app Fangstjournalen, som alle lystfiskere i Danmark rigtig gerne må bruge.«
I forbindelse med optællingen fra luften, har DTU planlagt 26 flytællinger, hvor det i følge Christian Skov bliver interessant at følge, blandt andet hvor stor indflydelse vejr og vind eventuelt påvirker fiskeriet.
DTU udlodder præmier, hvis man deltager i dataindsamlingen
Flyundersøgelsen bliver suppleret med en interview-undersøgelse. Den består af et interview af lystfiskeren ude på fiskepladsen samt et online-skema, som deltagerne skal udfylde derhjemme.
På fiskepladsen vil DTU Aqua gerne høre, hvor meget man har fanget, og hvor lang tid man har brugt på det. Og så vil intervieweren bede om lov til at måle og veje en eventuel fangst. »Det er selvfølgelig helt frivilligt om man vil være med, men vi håber, at rigtig mange vil finde tid til at hjælpe os. I sidste ende er det til gavn for fiskebestandene og lystfiskeriet«, siger Christian Skov og tilføjer, »Det er pivvigtigt, at vi også får det skema retur, som skal udfyldes online, når fisketuren er afsluttet og folk er kommet hjem i varmen. Derfor udlodder vi gode præmier til dem der deltager i denne del. Og når man via internettet indsender oplysningerne, som kun bliver brugt i anonymiseret form, så hjælper man samtidig med at sikre, at vi får et korrekt billede af både fiskeintensitet og af fangster i forhold til fisketid. I online-skemaet vil vi desuden stille spørgsmål som skal gøre os klogere på lystfiskernes tanker og ønsker i forhold til fangst og forvaltning. Det kan give os input i forhold til om den nuværende forvaltning måske kan forbedres til glæde for de fleste«, fastslår Christian Skov.
Hent lystfisker-app´en
Også fisketure, hvor man ikke fanger noget, er vigtige
Møder man ikke en interviewer på sin fisketur langs kysten, så kan man stadig bidrage ved at hente lystfisker-app’en Fangstjournalen og løbende indtaste oplysninger om egne fisketure langs Fyns skønne kyststrækninger, eller hvor man ellers fisker.
Samlet set kan indtastningerne til Fangstjournalen fra lystfiskere ved Danmarks søer, åer og kyststrækninger give vigtig viden om, hvorvidt antallet af fisk stiger eller falder, og om de store fisk bliver flere eller færre. På den måde kan man holde øje med, hvordan fiskebestande udvikler sig, hvad enten det skyldes ændringer i klima, levesteder, fiskeri eller måske på grund af ændringer i fiskenes fødegrundlag eller antallet af fiskespisende rovdyr.
»App’en er til dato hentet af 4700 danske lystfiskere. Og det er vi glade for. Jo flere lystfiskere der udfylder Fangstjournalen jo bedre viden får vi til gavn for os alle. Det er også vigtigt at bruge Fangstjournalen de dage hvor man ikke fanger noget, fordi det på tværs af alle lystfiskere der deltager siger noget om, hvor langt der er mellem fiskene«, siger Christian Skov fra DTU Aqua til slut.
Om REKREA-projektet Undersøgelsen af det fynske kystfiskeri er en del af projektet REKREA, som er støttet af den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som administreres af det tidligere NaturErhvervstyrelsen, nu Landbrugs og Fiskeristyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet. Det langsigtede mål med projektet er at skabe bedre vidensgrundlag for forvaltning af fire vigtige fiskebestande, som både fanges af lyst- og fritidsfiskere og erhvervsfiskere. Det er torsk i Øresund, laks i Østersøen, kystfiskeriet efter havørred ved Fyn og fiskeri efter ål. Erhvervsfiskeres fangster er kendt med ret stor sikkerhed, mens kendskabet til lyst- og fritidsfiskeres fangster i danske farvande er mere usikkert. Som en stor del af projektet undersøger DTU Aqua, hvilke metoder til at indsamle viden fra lystfiskeri på, som fungerer bedst i dansk sammenhæng.