I denne uge afholdt Sund & Bælt »Naturens Døgn« på Sprogø i anledning af at Storebæltsbroen fylder 25 år – en idékonkurrence for eksperter, der dyster om at give det bedste bud på at få naturen ind i anlægsarbejder.
DTU-Studerende løb af med sejren for deres »både-i-vand« og »på-land-idé«.
Onsdag den 14. juni var det nøjagtigt 25 år siden, de første biler passerede over Storebælt og i den anledning havde Sund & Bælt inviteret studerende & eksperter i natur og havmiljø til at deltage i »Naturens Døgn« på Sprogø – en biodiversitets-konkurrence, hvor Sund & Bælt ønskede forslag til, hvordan man kan gøre endnu mere for naturen både på land og i havet, når man planlægger og anlægger en så stor infrastruktur.
Ministeren kaldte vinderprojektet visionært
Det var to studerende fra DTU Aqua, Freja Froberg og Emil Hoffmann Bohr, der deltog i »Naturens døgn«-konkurrencen, og Frejas gruppe vandt! De fik førstepræmien i form af en kurv med lækkerier og en snekugle med fyret fra Sprogø overrakt af transportministeren Thomas Danielsen (V).
Professor og medlem af regeringens Biodiversitetsråd Karen Timmermann var i dommerpanelet sammen med en række andre eksperter fra Danmarks Natur-fredningsforening, AAU, Rambøll, Slagelse Kommune, Banedanmark, WWF, DHI, Danmarks Fiskeriforening, Aage V. Jensen Fonden og Sund & Bælt.
Vandt på spændende nytænkning af døgnets bedste idé
»Frejas gruppe vandt, fordi de havde fokus på både beskyttelse og genopretning og spændende nytænkning, der kunne gavne biodiversiteten både på land og i havet,« siger Karen Timmermann, idet hun understreger, at hun ikke var partisk .. »Alle gruppernes forslag var visionære, helhedsorienterede og med originale elementer og ideerne var i vid udstrækning realiserbare – ikke 1:1 af både økologiske, tekniske eller økonomiske årsager, men alle ideer indeholdt realiserbare komponenter.«
Dengang for 25 år siden blev Sprogø fire gange større under anlægsarbejdet med Storebæltsbroen, der som bekendt skulle bygges hen over Sprogø. De nye områder på Sprogø var helt golde og uden liv. Derfra begyndte en proces med både naturgenopretning og landskabspleje, som har betydet, at Sprogø i dag fremstår som et frodigt Natura 2000-beskyttelsesområde med forskellige dyr og planter. Den udvikling fandt, ifølge Sund & Bælt, deres afsæt i »Naturens Døgn« på Sprogø
Fem hold deltog i idéudvikling til biodiversitets-konkurrencen
Deltagerne kom fra et bredt felt af store rådgivningsvirksomheder, grønne organisationer, styrelser, kommuner, universiteter, foreninger, fonde – men Emil og Freja var de eneste studerende. De overnattede alle på øen, og dagen efter blev »døgnets bedste idé« kåret af dommerpanelet. I den samlede vurdering forlyder det, at dommerne lagde vægt på, om forslaget fremmer samspillet mellem områdets naturlige særpræg og på samme tid dets anvendelse som trafikanlæg, ligesom det har vægtet højt, at ideen er innovativ og også mulig at implementere, gerne på andre lignende anlæg.
Vinderholdet havde tænkt visionært
Frejas gruppe har efter dommerpanelets vurdering tænkt visionært, og samtidig er deres ide også mulig at realisere og f.eks. indtænkes ved anlæg af ny infrastruktur, hvor man krydser hav.
En af pointerne med konkurrencen er også, at idéerne fra de mange kompetente folk, som deltog også kan bruges i andre store infrastrukturprojekter til at forbedre natur og biodiversitet, når veje, broer, tunneller og bygninger skal anlægges og i sagens natur ændrer landskaberne.
Transportminister Thomas Danielsen syntes enig da han overrakte første-prisen. »Det er min ambition, at naturen og biodiversiteten skal tænkes ind fra starten, når vi planlægger infrastruktur. Det har været virkelig interessant og lærerigt at se de mange ideer, der er kommet ud af »Naturens Døgn« på Sprogø. Det er afgørende for vores natur, at vi udnytter viden og erfaringer til glæde for insekter og planter i hele landet,« sluttede, ministeren.