Professor Karen Timmermann fra DTU Aqua er blevet udvalgt til at sidde med i et helt nyt Biodiversitets-råd, som skal rådgive politikerne.
Oprettelsen af et biodiversitets-rådet er en del af natur- og biodiversitets-pakken, der blev til i december 2020 gennem en aftale mellem regeringen, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Målet er ifølge de politiske aftaleparter at give et historisk løft til dansk natur. »Hvordan får vi mere vild og spændende natur i Danmark, som kan give gode naturoplevelser for alle danskere? Og hvordan giver vi naturen de bedste betingelser for at trives?« Disse og andre spørgsmål, er det nu op til forskere fra landets universiteter, der alle er udpeget efter indstilling fra Rektorkollegiet, at besvare.
Biodiversitet på land og i ferskvand:
- Lektor Sara Egemose fra Syddansk Universitet
- Professor og centerleder Carsten Rahbek fra Københavns Universitet
- Professor og centerleder Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet
Biodiversitet i indre farvande og åbent hav:
- Professor Karen Timmermann fra Danmarks Tekniske Universet
- Professor Niels Madsen fra Aalborg Universitet
Juridiske aspekter af biodiversitet:
- Professor Birgitte Egelund fra Aarhus Universitet
Samfunds- og miljøøkonomiske aspekter af biodiversitet:
- Professor Niels Strange fra Københavns Universitet
Adfærdsmæssige aspekter af biodiversitet, herunder friluftsliv:
- Seniorforsker Berit Kaae fra Københavns Universitet.
Formanden og medlemmerne udpeges for perioden 2021 til 2024 og skal fungere som et uafhængigt og forskningsbaseret ekspertorgan. Opgaven er at bidrage til, at de politiske indsatser hviler på fagligt velfunderede løsninger, som tager højde for både biodiversitet, samfundsøkonomi, lovgivning og friluftsliv, som regeringen skriver i pressemeddelelsen.
Det første Biodiversitets-råd
Professor Karen Timmermann fra DTU Aqua er med i Danmarks første Biodiversitets-råd. Rådet skal rådgive regering og folketing om natur og biodiversitet. Selv siger professor Karen Timmermann, »Det er jeg meget glad for og beæret over. Jeg er sikker på, at Biodiversitets-rådet kan bidrage til at forbedre den marine biodiversitet, og derudover er det naturligvis ikke uvæsentligt, at DTU og DTU Aqua er repræsenteret i rådet,« siger Karen Timmermann.
Forskning i marin biodiversitet og relaterede ændringer i økosystemers struktur og funktion er et forskningsområde af stigende betydning på nationalt, internationalt og globalt plan, og DTU Aqua bidrager med de bedste evner til at imødekomme de nødvendige forskningsbehov.
Karen Timmermann er en af landets førende eksperter i menneskelige aktiviteters indvirkning på vores kystmiljøer – herunder eutrofiering og klimaændringer.
Karen Timmermann er knyttet til Sektion for Kystøkologi på DTU Aqua, hvor hun 1. maj 2020 blev udnævnt til professor i biogeokemisk modellering. Hun kom fra en stilling som seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.
På DTU Aqua forsker Karen Timmermann i menneske- og naturskabte påvirkninger af de kystnære farvande. Selv siger Karen Timmermann om sin rolle i Biodiversitets-rådet. »Vi er midt i en global biodiversitets-krise, hvor antallet af arter falder og levesteder forringes både på land og i havet. Den tendens skal vendes. Da mit ekspertiseområde dækker de kystnære havområder, vil jeg have særligt fokus på de udfordringer, som er i kystzonen, og bidrage med viden om, hvor og hvordan vi bedst får genskabt de vigtige levesteder og beskyttet de arter, som findes i de danske kystnære havområder.«