Hummere er de senere år blevet langt mere almindelige i Limfjorden, end tidligere. Hvilket har resulteret i et øget fiskeri, der direkte kan aflæses i de officielle landinger, lige fra 2,6 tons i 1996 til ca. 25 tons i 2010 og 2016.
Hummerfiskeriet udgør derved en stor og vigtig ressource for erhvervs- og fritidsfiskere, ligesom hummeren også er blevet et populært mål for undervandjægere.
Mens det registrerede erhvervsfiskeri er steget i de senere år, er størrelsen af fritidsfiskeriet helt ukendt. Der mangler ligeledes viden om bifangst og skader på undermålere og DTU Aqua vil gerne beholde mange hummere i Limfjorden. Jo større og bedre viden om, hvor mange der fanges og hvordan – jo bedre kan man ved hjælp af fiskeriforvaltning sikre dette. Og her har DTU brug for din viden om netop dit hummerfiskeri.
DTU Aqua starter et nyt projekt med det formål at udvikle et økonomisk og biologisk bæredygtigt og vedvarende fiskeri af hummer i Limfjorden.
DTU ønsker konkret at få et reelt indblik i størrelsen, tilstanden og udviklingen af bestanden af hummere i Limfjorden. Med viden om redskabers effektivitet, bifangst samt overlevelse af undermålere, kan projektet udvikle forbedrede måder at bruge redskaberne på eller udvikle helt nye fangstredskaber, så vi kan have et sundt og bæredygtigt fiskeri og dermed undgå bifangst og spøgelsesfiskeri.
Vi har brug for information og erfaring fra jer, der fisker hummer i Limfjorden. Jeres erfaring er vigtig for at få et korrekt billede af det reelle fiskeri, der foregår. Til mødet vil der være mulighed for at blive hørt, og der vil være mulighed for at dele sin erfaring og viden anonymt bl.a. via et spørgeskema.
Mødet vil foregå mandag den 24. februar 2020 kl. 19.00 hos Dansk Skaldyrcenter, Øroddevej 80, 7900 Nykøbing M. Husk tilmelding senest onsdag den 19. februar 2020 til: skaldyrcenter@aqua.dtu.dk eller på telefon +45 9669 0283
Har du ikke mulighed for at deltage i mødet, men stadig gerne vil give dit bidrag med, vil et spørgeskema være tilgængeligt på www.skaldyrcenter.dk efter mødet. Det besvares og sendes til skaldyrcenter@aqua.dtu.dk.
Du kan løbende holde dig opdateret om projektet på www.skaldyrcenter.dk og www.facebook.com/skaldyrcenter.