Danish Seafood Association DSA rejser kritik af et langvarigt norsk eksportforbud vedrørende lakse-produkter med synlige skader.
Forbuddet, der har været gældende siden midten af 1980’erne, tvinger danske fiske-virksomheder til at konkurrere under ulige vilkår. Dansk Seafood Association DSA understreger det presserende behov for at afhjælpe konkurrenceforvridningen, der påvirker hele den danske lakse-sektor.
Eksportforbuddet skaber ulige vilkår på markedet og hindrer danske selskaber i at have adgang til den type laks, som Norge eksporterer.
Selv siger direktør Poul Melgaard Jensen fra Danish Seafood Association DSA, »Udfordringen består i, at den norske laksesektor siden midten af 1980’erne har haft et eksportforbud af produktionsfisk, der er laks med synlige skader og dermed mindre attraktive end »superior« laks, og derfor skal håndteres i Norge inden eksport. Problemet er, at efter håndteringen kan laksen konkurrere på lige fod med de bedste laks, der er 30 pct. dyrere.
Situationen er akut, fordi det rammer markedet hårdt
Direktøren i DSA, påpeger, at den norske lakseindustris eksportforbud på »skadede produktionslaks« giver nordmændene en ekstra fordel i den nuværende situation, hvor der er mange af disse »produktionslaks« på markedet på grund af årstiden.
Han forklarer videre, »Der er en betydelig import af norsk laks til EU og Danmark, og denne import skaber flere job i EU end i Norge. Importen er derfor afgørende for os, men konkurrencevilkårene er ikke ens, da vi ikke har adgang til disse »produktionslaks«, men kun »Superior« laks.
Ifølge organisationen DSA bør EU konkludere, om eksportforbuddet er i strid med EØS-aftalen og de globale handelsregler. Samtidig opfordrer man den norske lakseindustri til selv at revurdere ordningen, da konsekvenserne for markedet er begyndt at udvikle sig dramatisk.
DSA-Foreningen fungerer som talerør overfor EU via medlemskab af den fælleseuropæiske fiskeindustriforening, AIPCE-CEP. Branchen eksporterede fisk og skaldyr for over 34 mia. kr. i 2022, hvorved fiskeindustrien placerer sig som den 2. største fødevareeksporterende branche i Danmark. Foreningen arbejder på at sikre gode konkurrencevilkår for den forarbejdende industri i Danmark, der er underlagt et i international sammenhæng højt omkostningsniveau, samt på at sikre en import af råvarer og eksport af færdigvarer, der er fri for told, mængdebegrænsninger og fri for ubegrundede veterinære krav og hindringer.
Den norske regel stammer fra omkring 1984, hvor den norske lakseindustri for alvor tog fart og de opdrættede laks skulle ud på verdensmarkedet. Her indførte man et såkaldt eksportforbud for produktionsfisk, der havde skader eller andre synlige spor, som kunne gøre fiskene mindre attraktive, da de dengang blev solgt hele.
Derfor blev forbuddet indført, så laksebranchen i Norge skulle underkaste de mindre pæne produktionslaks et menneskeligt syn inden de kunne eksporteres. Det skulle beskytte kvalitet og omdømmet af laks fra Norge, hvilket ifølge Danish Seafood Association gav mening dengang, fordi man eksporterede hele laks ud til forbrugerne. I dag sælges der ikke længere hele laks og reglen er forældet, mener organisationen.