Kystfiskeriet er presset og fiskearter som torsk og ål, der historisk har været de vigtigste arter i kystfiskeriet, er nu omfattet af rigtig mange restriktioner og reguleringer. Hvilket igen betyder, at mange fiskere mister deres økonomiske fundament og at fremtiden for fiskerierne i bælterne både er uvis og meget usikker.
Det vil et projekt under Fiskeristyrelsen og Den Europæiske Hav- og fiskerifond forsøge at løse, ved at støtte fiskerne økonomisk, når de lander de mange tons ”discard” der efter landingsforpligtelsen skal landes. Et projekt der skal omdanne disse “discard-fisk” til foder til enten Zoologiske haver eller til dyrefoder for vores kæledyr.
”Discard” er den del af fangsten, som er under mindstemålet, men som ikke kan genudsættes levende. De skal efter landingsforpligtelsen tages med ind til havn.
Hidtil har denne ilandbringning af discard ikke været rentabelt økonomisk, hvilket har skabt vrede, frustrerede og utilfredse fiskere. Men under det nye projekt, ser det ud til at kystfiskerne kan få et økonomisk boost til deres øvrige fiskeri ved, at lande til discardfisk til projektet.
Målet er, at husdyrejere kan købe førsteklasses dyrefoder fremstillet af discardfisk, til deres kæledyr. Alt mens det bæredygtige kystfiskeri støttes. Dette skal sikres ved at gå videnskabeligt til værks og måle optagelighed, protein-sammensætning og fedtindhold i de enkelte arter og derved få den optimale sammensætning i foderet henover året.
Tørrede fisk til hunde og katte sælges nogle steder til op mod 500kr/kg. Men normalen til afsætning til zoologiske haver og akvarier er mellem 25 til 30kr/kg for frosset makrel og sild. Fremover er det håbet at få små fladfisk, makrel og hornfisk, der ikke normalt kan omsættes, afsat på lignende måde, men også kutlinger, ålekvabber og strandkrabber forsøges afsat i dette projekt.
Institut for Husdyrvidenskab v/ Aarhus Universitet er projektleder og samarbejdspartnere er Bælternes fiskeriforening v/ Allan Buch og Aquamind.