Fiskeriministeren Rasmus Prehn (S) med embedsmænd direktøren fra Fiskeristyrelsen Nanna Møller, var imponeret over det store fremmøde i auktionshallen i Hvide Sande, hvor organisationsfolk og fiskere torsdag formiddag var mødt talstærkt op for at give deres bidrag til, hvorledes dansk fiskeri skal se ud i fremtiden.
Men der var også enkelte hjertesuk med på vejen fra fleres side, omkring manglende kompensation for de stigende brændstofpriser, trods det faktum, at mange andre lande i EU allerede har kompenseret deres hårdt ramte fiskerierhverv.
Til dette svarede en veloplagt fiskeriminister, at det desværre ikke alene var op til ham, at beslutte om fiskeriet skulle kompenseres. (Erhvervet kan som bekendt ikke som andre, blot videresende regningen til forbrugerne på en stigende brændstofpris.) Rasmus Prehn (S) nævnte selv, at specielt partierne til venstre for midten ikke havde helt den samme lyst til at give tilskud til de tårnhøje brændstofpriser, som Socialdemokratiet havde. Et forslag omkring rentefri lån samt en mindre kompensation, kunne efter ministerens mening, måske være en mulig løsning på problemet her, hvis priserne senere skulle vise sig, at komme helt ud af kurs.
Ligeledes var Brexit-aftalens manglende udbetaling og fordelingsnøglen for at kompenserer også kritisk oppe at vende i forsamlingen og der kom også flere gode ideer og forslag til hvorledes en ophugningsstøtte kunne skrues mere retfærdigt sammen, set i forhold til det oplæg der allerede for nuværende foreligger.
Ministeren og fiskeriministeriets embedsfolk blev holdt til ilden i de godt 2 timer der var afsat, inden alle folk fra Slotsholmen drog videre til mødet i Thyborøn, hvor der ligeledes skulle krydses klinger med de lokale fiskere her.