Danmarks Fiskeriforening PO har ændret sine vedtægter på en ekstraordinær generalforsamling på Golf Hotel i Viborg, hvor eneste punkt på dagsordnen var et forslag fra bestyrelsen til en ændring af vedtægterne.
Vedtægtsændringerne gik først og fremmest på, at det fremover skal være de enkelte producenter (fiskefartøjerne) og ikke lokalforeningerne, der har stemmeret, når DFPO afholder generalforsamlinger.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) Svend Erik-Andersen, understreger i en kommentar til ændringen i vedtægterne, at det var Fiskeristyrelsen og EU-kommissionen, der på trods af godkendelsen af de eksisterende vedtægter tilbage i 2014, nu istedet var nået frem til, at producenterne (fiskefartøjerne) havde for lidt direkte demokratisk indflydelse med de eksisterende vedtægter. Derfor den ekstraordinære generalforsamling blandt medlemmerne. Havde det ikke været for Fiskeristyrelsen og EU-kommissionen’s anmodning om ændringen i vedtægterne, »så havde vi aldrig foreslået denne ændring,« pointerer Svend-Erik Andersen.
»Men det var nødvendigt, for at bevare DFPO’s status som producentorganisation. Ændringerne i vedtægterne gælder fra næste generalforsamling.
81,8 af de stemmeberettigede var mødt frem
Camilla Saager Steensig, der er jurist i DFPO, havde inden afstemningen om flytningen af stemmeretten fra lokalforeningerne til producenterne (fartøjerne), gennemgået de yderligere forslag, som bestyrelsen havde fremlagt som en slags »makeover«, af vedtægterne, når der nu alligevel skulle stemmes ved en ekstraordinær generalforsamling. Forslagene blev enstemmigt vedtaget.
Svend-Erik Andersen sagde efterfølgende, »Vi har nu et stort stykke arbejde foran os med at få den nye struktur til at virke i vores systemer og hos lokalforeningerne. Ikke mindst er det vigtigt, at vi får lavet nogle gode samarbejdsaftaler med lokalforeningerne, så vi bevarer og bygger videre på det utroligt vigtige samarbejde, der findes i dag.«