Den politisk aftale, der netop er indgået om Brexit-kompensationen, er en sejr for fiskerne, siger Danmarks Fiskeriforing (DFPO) i en meddelelse og mener at kompenseringen for de tabte fiskerettigheder, giver håb om et fremtidigt stærkt og bæredygtigt dansk fiskeri.
Nu kan en stor gruppe af DFPO´s medlemmerne se frem til kompensation for de fiskerettigheder i britisk farvand, som de har mistet med aftalen mellem EU og Storbritannien, da briterne valgte en tilværelse udenfor EU’s fællesskab.
I en kommentar til den politiske aftale, siger DFPO’s formand Svend-Erik Andersen; »Hele året har vi kæmpet benhårdt for erstatning til de danske fiskere for Brexit. Derfor glæder vi os over, at vi endelig har en aftale, og at den aftale sikrer direkte erstatning til de enkelte fiskere for Brexit. Vi havde gerne set, at fiskerierhvervet fik fuld erstatning, men når nu det ikke kan være sådan, er vi grundlæggende tilfredse med aftalen blandt Folketingets partier,« siger formanden, som ikke lægger skjul på, at der har været en mod vinden, hvor fiskerne var klar til at gå rettens vej, for at få det de var blevet lovet.
Til Fiskeritidende.dk siger formanden videre, at fiskerne har betalt regningen og efterfølgende var de blevet lovet en kompensation for de kvoteværdier, som de ifølge Brexit-aftalen skulle aflevere til Storbritannien. Men siden løftet blev givet, har det i lang tid heddet sig, at statsstøtte-reglerne stod i vejen for den mulighed.
På den baggrund er formand Svend-Erik Andersen DFPO oprigtig glad for, at argumenterne om retfærdighed er blevet hørt af et bredt flertal i Folketinget. De har således anerkendt, at de danske fiskere naturligvis skal have erstatning. Hvilket DFPO ser som noget positivt, at et bredt flertal i Folketinget har ønsket at hjælpe dansk fiskeri ovenpå Brexit.
Centralt i den politiske aftale er, at fiskerne ikke får den fulde værdi af de tabte kvoter udbetalt. Kompensationssatsen afhænger i stedet af tabenes størrelse.
»Selvfølgelig er det ikke fiskerne, der har fundet på, at vi ikke skal have fuld erstatning. Men vi anerkender, at det har været en forudsætning for at få aftalen på plads, og vi accepterer det samlede resultat,« understreger Svend-Erik Andersen overfor Fiskeritidende.dk.
Rammerne for erstatning for Brexit:
- Det skal aftales nærmere, hvordan kvoteværdi-tabet beregnes. Her lægger Danmarks Fiskeriforening vægt på, at der skal sikres en fair fordeling, som afspejler den enkelte fiskers faktiske tab. Fiskerne er også optagede af, at de fiskere, som har tab fra reducerede kvoter i norsk farvand kan få kompensation.
- Erstatning for mistede kvoteværdier skal kunne fungere side om side med en ophugningsordning / flådetilpasning. En sådan ordning vil have størst effekt og derved komme morgendagens fiskere til gode, hvis ophugningsstøtten kan sidestilles med den erstatning, fiskerne skal have udbetalt. Derfor må det ene ikke udelukke det andet.
»Men det, at vi skal afgive kvoter til Storbritannien, har også den effekt, at den danske fiskeflåde vil være for stor i forhold til vores fiskerimuligheder,« siger Svend-Erik Andersen videre og mener at alle i dansk fiskeri er bedst tjent med, at fiskeriet får en flådetilpasning. »Det er sådan set en forpligtigelse,« forklarer formanden og understreger, »som vi har i forhold til EU’s fælles fiskeripolitik.«