Her i begyndelsen af maj måned og trods et Corona-plaget Spanien, er forberedelserne til nybygning 799 »Gitte Henning«, som planlagt begyndt ved værftet i den spanske havneby Bilbao.
I tæt dialog og samarbejde mellem det norske skibsdesign firma, Salt Ship Design og det danske rederi Gitte Henning A/S samt værftet Zamakona Yards, har man nu påbegyndt laserskæringen af de første stålplader til den store danske trawler. Et arbejde der holdes lokalt ved det spanske værft. Man outsourcer ikke noget arbejde fra værftets side til tredjelande med lavere omkostninger, men holder det istedet indenfor værftets egne rammer, hvor over 400 ansatte med det sidste nye indenfor stålfabrikation og tekniske faciliteter, sikre den bedste kvalitet og leveringstid for den nye pelagiske trawler.
Du kan læse mere på FiskerForum.dk om nybygningen »Gitte Henning«
Med designet og byggeriet af »Gitte Henning« har man nytænkt forskellige samt en helt række miljøvenlige løsninger indenfor det pelagiske fiskeri. Som eksempelvis to propeller der er delt i et specielt dobbelt-skeg agter, permanentmagnet-motorer til fremdrift og dæksmaskineri, batteripakke m.m. Endvidere har man i designprocessen valgt udstyr, hvor fokus har været på en forbedret håndtering af fisken og dens kvalitet igennem hele processen. Samtidig er der miljømæssigt tænkt øget reduktion af emissioner gennem et reduceret energiforbrug, med en langt mere effektiv strømforsyning.
Værftets spanske formand Pedro Garaygordobil er yderst tilfreds med samarbejdet mellem det norske designfirma og det danske rederi. Han påpeger blandt andet, »Denne nybygning repræsenterer en styrkelse og en konsolidering af værftet, som et af de vigtigste nybygningsværfter i det pelagiske trawler-marked efter levering af 7 skibe til skibsredere i Skotland, og nu ét til det danske fiskeri, er det derfor et stort skridt i den retning og en meget vigtig milepæl for os,« forklarer Formanden for Zamakona Yards og understreger videre, at projektet skrider planmæssigt frem i et konstruktivt samarbejde med både kunde og designer.
Montering af de første skibssektioner begynder som planlagt i juli måned 2020.