Der bliver trængsel både på land og til vands, også for fiskerne, når Danmark de næste år skal firedoble kapaciteten i ledningsnettet.
De seneste 40 år har Danmark indpasset 7 GW vind og sol i det danske el-system. Men kravet er nu, at man på blot 8 år (en femtedel af tiden) skal firedoble kapaciteten – en kæmpe opgave, som kommer til at presse elsystemet og folkene bag, til det yderste.
Det skriver Energinet i sine nyheder
Folketinget har sat voldsom fart på udbygningen af den grønne energi – både for at få mere klimavenlig el, gas og varme, men også for at sikre uafhængigheden af energi fra Rusland.
Det kræver et stærkt fokus på mindst fire primære dilemmaer – men det kræver også nytænkning:
- Elnettet skal vendes på hovedet. Den grønne strøm vil blive lavet på havet eller i egne af landet, hvor elforbruget er lille og ikke kan opsluge produktionen. Her blev elnettet oprindeligt bygget til at forsyne få borgere og ikke transportere store mængder strøm væk.
- Det tager ofte længere tid at lave nye højspændings-forbindelser, der kan transportere strømmen rundt i landet, end det tager på en bar mark at opstille fx en solcellepark, der kan producere det samme som store kraftværker.
- Langt det meste af vores strøm vil om få år komme fra vind og sol, og der vil være stor spredning mellem produktion og forbrug – både over geografi og tid. Vores elforbrug skal blive mere fleksibelt – der skal konstant kunne skrues op og ned for at vi kan opretholde balancen i elsystemet.
- Forsyningssikkerheden skal sikres på helt nye måder. Vindmøller og solceller er opbygget på helt andre måder end traditionelle kraftværker. De har ikke samme stabiliserende effekt overfor fx kortslutninger og fejl. Der skal tænkes helt nyt, for at små fejl ikke bliver til store strømafbrud.
Forundersøgelserne til tre vindmølleparker går nu i gang
Energinet går i gang med forundersøgelser på havet ved Kattegat II, Kriegers Flak II og den nye placering af Hesselø havvindmøllepark.
De geofysiske og geotekniske undersøgelser af områderne, der er udpeget til mulige havvindmølleparker samt kabelførings-korridorer – sættes igang snarest i det nye år. Derudover vil der blive foretaget marinbiologiske undersøgelser i et større område omkring de tre mulige havvindmølleparker.
Solcelleparker, havvindmølleparker, brintanlæg m.fl. kommer til at spille en kæmpe rolle i et helt grønt elsystem. De skal lave og bruge fremtidens grønne energi, og medvirke til at der altid er balance mellem produktion og forbrug i elsystemet, så forsyningssikkerheden altid er intakt.
Se hvorledes Energinet sikrer, at et grønt elsystem ikke går i sort