Status på FF Skagens første halvår er, at det er gået rigtig godt. Der blev indkøbt de mængder råvarer, der var budgetteret med, og fabrikken har kørt upåklageligt.
Ledelsen i FF Skagen sender en stor tak til medarbejderne, der har sikret et godt første halvår for FF Skagen, skriver FF Skagen på FF Nyt.
»Efter at have været igennem store tiltag med produktions-kapaciteten er det virkelig glædeligt, at vi med de fire hold i Skagen har kunnet køre stort set fuld produktion stort set hele første halvår og derved opnået gode resultater,« siger CEO i FF Skagen, Johannes Palsson. Der roser medarbejderne for en kæmpe indsats.
Den ros er Fish Supply Director, John B. Christensen, helt enig i. »Medarbejderne har ganske enkelt sikret driften på fabrikken. De har simpelthen knoklet løs hele første halvår og er trofaste mødt ind på job, alle de weekender, der var fisk,« siger Fish Supply Director, John B. Christensen.
Også medarbejderne i Hanstholm får en tak med på vejen, da de i perioder har stået på hovedet for at få losset bådene og sendt lastbiler fulde af fisk afsted til videre forarbejdning på fabrikken i Skagen.
På forkant med omstilling fra gas til olie
En anden tak, der skal rettes er til værkførerne og medarbejderne på kedelcentralen, som i slutningen af sidste år var enormt hurtige til at omstille virksomhedens produktion fra at være gasdrevet til oliedrevet.
Virksomheden så ind i voldsomt stigende gaspriser og ønskede derfor at omstille fabrikken.
»Det trak lidt tænder ud, men der blev handlet hurtigt og effektivt, således at vi kunne starte året ud uden de voldsomme gaspriser og i stedet med de knap så voldsomme oliepriser,« siger Production Director i FF Skagen, Lars Uldal.
Senere viste det sig, at virksomheden udover reduktion af energi-omkostninger var på forkant i forhold til risikoen omkring forsyningssikkerheden af gas som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Gået bedre end normalt trods prisstigninger
Lars Uldal og John B. beretter, at første halvår er forløbet rigtig godt både for losningen og produktionen.
»Fiskene er kommet ind til fabrikken i et godt flow, og med de kvoter der har været, har det sikret en effektiv drift på én fabrik,« siger John B. Christensen
»Og fabrikken har simpelthen kørt fantastisk godt og stabilt. Fisken er kommet meget jævnt, og det har vi bestemt kunnet mærke i produktionen,« siger Lars Uldal.
Små kvoter skal udnyttes til fulde
Johannes Palsson fremhæver en god tobissæson, på trods af at mængderne kunne have set helt anderledes ud, hvis ikke biologerne var gået ind og havde anvendt den såkaldte »powermodel«. Brugen af denne model gjorde, at kvoten blev reduceret til under det halve af, hvad man efter den gamle metode ville være kommet frem til.
»Vi ser ligeledes ind i et efterår, hvor mængderne bliver små, og hvor det derfor er tvingende nødvendigt, at vi får udnyttet kvoterne til fulde på især brisling og sperling,« siger Johannes Palsson.