Lokalt er bekymringerne omkring briternes forestående udtræden af EU fællesskabet, nu for alvor begyndt at give fiskerne og fiskebranchen panderynker, desto nærmere vi kommer et Brexit, med udsigten til et muligt britisk Exit uden en aftale
Venstre havde i den anledning arrangeret et offentligt debatmøde om Brexit, ved AS Scan i Hvide Sande, hvor netop fiskeriet og havnebyernes fremtid var hovedemnet. To kandidater til Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang fra Socialdemokratiet og Erik Poulsen fra Venstre var indbudt, hvor Sydvestjysk Fiskeriforenings formand Jesper Juul Larsen indledningsvist forklarede, at en såkaldt ’hard Brexit’ uden en fiskeriaftale mellem Storbritannien og EU risikerer at koste 800 job i fiskerierhvervet.
Både Niels Fuglsang, Socialdemokratiet, og Erik Poulsen, Venstre, erkendte alvoren og havde forståelse for de danske fiskeres hovedkrav til en fiskeriaftale efter Brexit. Det er en fortsættelse af de hidtidige aftaler om fordelingen af fiskene i Nordsøen og adgang til britisk farvand. Sker det ikke, skal britiske fiskere ikke have adgang til at sælge fisk på EU’s indre marked.
Venstres kandidat til Europa-Parlamentet valgt i Midt- og Vestjylland Erik Poulsen forklarede videre, »når vi ser ud over Nordsøen for at kigge efter en løsning på Brexit, så ser vi ind i en tæt, britisk tåge med megen råben og skrigen, men uden at vide, hvordan det hele ender på både kort og langt sigt.« Venstre politikeren pegede samtidig på, at vi efter hans mening må berede os på lang tids politisk usikkerhed. Hvilket ifølge Erik Poulsen er dybt tragisk, da vi netop befinder os i en situation, hvor dansk fiskeri ellers har en topmoderne, bæredygtig fiskerflåde klar, og hvor unge mennesker nærmest står i kø for at komme ind i et spændende erhverv, understregede Erik Poulsen.
Den alvorlige situation for dansk fiskeri og havnebyerne efter Brexit er én af grundene til, at han som Venstres kandidat, valgt i Midt- og Vestjylland, går efter en plads til Europa-Parlamentets fiskeriudvalg, hvis han bliver valgt ind i forbindelse med valget den 26. maj næste år.
Der trækker sorte skyer over fiskeriet og ender forhandlingerne i et »hårdt Brexit«, står danske fiskere allerede om få måneder uden adgang til britisk farvand. Her henter dansk fiskeri årligt en omsætning på én milliard kroner, og det er derfor af vital betydning for fiskerne og de tilknyttede erhverv, at der landes en aftale med briterne, som sikrer fortsat adgang til fiskepladserne i Nordsøen.
FiskerForum.dk