Vestværftet i Hvide Sande har leveret den nye garn/krabbe-båd GR 8 – 342 »Inaluk« til Knud Lennert. Det nye fartøj anløb Tórshavn på Færøerne som mellemstation inden turen går videre til Grønlands næststørste by Sisimiut (tidl. Holsteinsborg) i Vestgrønland, ud mod Davisstrædet.
Den 14,99 meter lange »Inaluk« og 6,60 meter bredde båd, har plads til en besætning på op til seks personer og er bygget helt efter både design og tegninger fra Vestværftet selv, som ligeledes har stået for den endelige aptering og klargøring inden levering.
»Inaluks« skrog er bygget i Gdansk og er siden blevet bragt fra Polen til værftet i Hvide Sande, til endelige færdiggørelse og klargøring. Fartøjet er en kombineret garn og krabbebåd, med et fiskerum på 45 kubikmeter og tilsvarende 11 kubikmeter til opbevaring af krabber, så det er muligt at lande disse levende.
Hydrauliksystemet er leveret af Thyborøn Skibs & Motor og garn- og krabbebåden »Inaluk« og er forsynet med en 331 HK Volvo Penta D16 hovedmotor, der driver en 1600 mm stor Korsør propel med fast pitch via et ZF W 350 reduktionsgear med PTO til hydraulikken samt en 34kVa Baudouin.
Scan Steering leverede MT-1000 styretøjet. Vest-EL har stået for både det elektriske samt de elektroniske systemer ombord.