Den altødelæggende råstofindvinding af sand i Øresund, som praktiseres af Danmark, har nu fået ikke færre end 14 svenske kommuner samt 13 svenske miljøorganisationer til at kræve et stop for denne tilintetgørende praksis af Øresunds naturlige liv og fauna.
Det er materialer til byggeboomet i København, der kræver store mængder sten og grus, som nu har fået svenskerne op i det røde felt hvor de kræver et øjeblikkeligt stop for videre råstofudnyttelse fra havbunden i Øresund, skriver SVT Skåne på sin nyhedsside.
Det er netop på de sandbanker / fiskebanker som råstofudnyttes mest, at fiskerne har deres bedste fiskepladser. Lave sandområder som perfekt egner sig til gyde og ynglepladser for en mangfoldighed af fisk og skaldyr.
Derfor undre det også fiskere og miljøorganisationer på dansk side, at dette rekreative og smukke sund mellem Danmark og Sverige, som siden 1933 har haft trawlforbud, alligevel udsættes for tungt sugeudstyr, som beviseligt henlægger store områder i Øresund øde og forladte samt absolut uden udsigt til i en nær fremtid, at blive genskabt. Områderne forbliver døde og golde med uoprettelige skader på økosystemet til følge.
Trods skadernes omfang, skriver SVT videre, har hverken den indtil fornyligt siddende danske Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen samt den svenske miljøminister Karolina Skog ønsket at udtale sig om den danske råstofudnyttelse i Øresund.