»Er Danmarks Naturfredningsforening DN blevet en top-tunet politisk organisation – Hvor jagten på politisk indflydelse og stærke budskaber, ser ud til at overskygge Naturfrednings-foreningens faglighed og troværdighed?«
Det spørgsmål afdækker Jyllands-Posten, søndag den 20. oktober 2024
Avisen oplyser, at der er en voksende utilfredshed i Danmarks Naturfredningsforening (DN), hvor flere medlemmer mener, at foreningens fokus er skiftet fra naturfredning til politisk indflydelse.
Ifølge JP’s artikel udtrykker flere lokalafdelinger bekymring over, at DN under den nuværende præsident er blevet mere topstyret og drevet af kampagner og politiske mål, hvilket truer fagligheden og troværdigheden.
Denne udvikling har skabt spændinger, især efter DN bestilte en rapport fra Aarhus Universitet, der kritiserede trawlfiskeriet. Rapporten blev imidlertid afvist af flere eksperter, men DN fortsætter med at bruge den i sin kommunikation. Flere lokalformænd, fra eksempelvis Bornholm, har udtrykt bekymring over, at organisationen bevæger sig væk fra sin oprindelige græsrodsnatur til at minde mere om en politisk lobbygruppe.
Kritikere påpeger, at andelen af ansatte med politisk og kommunikationsmæssig baggrund er steget på bekostning af miljøfaglige eksperter.
Dette skifte har ifølge dem gjort DN mindre fokuseret på reelle forbedringer for naturen og mere optaget af politisk magt. Fra DN’s lokalafdeling i Svendborg kalder man udviklingen ligefrem for en »afdemokratisering« af foreningen.
Denne kritik kommer også til udtryk i eksempler som DN’s kampagne om Roskilde Fjord, hvor lokale medlemmer følte, at fjordens tilstand blev mis-repræsenteret. Ifølge en lokal formand har misvisende kampagner skadet DN’s troværdighed, og der er frygt for, at foreningen bliver opfattet som politisk snarere end fagligt baseret.
Maria Reumert Gjerding har ikke ønsket at kommentere kritikken direkte overfor Jyllands-Posten.dk. Forelagt kritikken og spørgsmål fra Jyllands-Posten har DN sendt et skriftligt svar på vegne af direktøren for DN.
Han afviser, at DN har udviklet sig til at ligne et politisk parti, herunder at organisationen skulle ligne en »venstrefløjs kamporganisation«. Han henviser til, at politikere fra både højre og venstre side i Folketinget har været medlemmer af DN’s hovedbestyrelse og repræsentantskab.
»Det har aldrig gjort DN til et politisk parti – og det er DN heller ikke i dag,« skriver DN-direktøren til slut.
Du kan læse hele artiklen på JPs side her (for abonnenter)