Det er radion P4 Østjylland, der ifølge Dansk Akvakultur, onsdag den 18. samt fredag den 20. august 2021, har bragt en række vildledende og urigtige indslag om havbrug og Danmarks kommende havplan.
Dansk Akvakultur skriver videre i deres artikel, at flere af TV2 Østjyllands indslag, indeholdt både misvisende og helt usaglige oplysninger om havbrugs miljøpåvirkning, hvilket i den grad ærgrer brancheforeningen Dansk Akvakultur’s direktør Brian Thomsen.
Brian Thomsen siger i en kommentar til radiostationens indslag, at der i Havplanen for Danmark, er udlagt zoner for etablering af nye havbrug. Det er positivt og helt i tråd med anbefalingerne fra EU Kommissionen. Vi anerkender, at der er en lokal bekymring på Djursland om havbrugs miljøpåvirkninger, men vi mener, at det i høj grad bygger på manglende viden og misinformation om de faktiske forhold.
Alle videnskabelige undersøgelser viser, at danske havbrug ikke påvirker vandmiljøet væsentligt.
»Det er vigtigt at påpege,« fortsætter Brian Thomsen, »at et nyt havbrug kun kan miljøgodkendes, hvis det er foreneligt med omgivelsernes miljøkvalitet og sårbarhed.«
Urigtige oplysninger om havbrug grænser til direkte misinformation
P4 Østjyllands dækning af sagen bidrager ikke med viden på et oplyst grundlag, men skaber istedet grund til unødige bekymringer gennem deres misinformation, mener Dansk Akvakultur.
»I Danmark er badevandskvaliteten primært påvirket af coli-bakterier og urenset spildevand fra rensningsanlæg, der udledes kystnært og direkte til havmiljøet. Spildevand indeholder en række problematiske stoffer, som ikke er relateret til opdræt af fisk i havbrug på åbent hav. Det er derfor stærkt misvisende, at man i et indslag sammenligner udledninger fra havbrug med spildevand fra husholdninger,« udtaler direktør Brian Thomsen.
I et indslag den 18. august nævner professor Bo Riemann fra Aarhus Universitet, at udslip af fisk fra havbrugene kan medføre genetisk forurening. »Eftersom indslaget omhandler havbrugsopdræt af regnbueørreder, er dette en misvisende påstand,« mener Dansk Akvakultur.
»Vi ved fra Miljø- og Fødevareministeriets ’Status og grundig gennemgang af havbrugsområdet’ fra 2019, at udslip af regnbueørreder fra danske havbrug ikke bidrager til genetisk forurening af de vilde fiskebestande.
Vi anerkender Bo Riemanns kompetencer og viden om marin økologi og modellering, men jeg tror ikke, at han har forsket i genetisk forurening af regnbueørreder fra danske havbrug,« siger Brian Thomsen.
I brancheforeningen Dansk Akvakultur ærgrer man sig over den form for misinformation om havbrug.
»Havbrug er en miljø- og klimavenlig fødevareproduktion, der bidrager med både sunde og nærende fødevarer og økonomisk udvikling og arbejdspladser i landdistrikterne. Der er et stort potentiale for at producere flere fødevarer i havet, og vi har gode muligheder i Danmark. Det er helt legitimt at være modstander af havbrug, og vi deltager gerne i debatten om fordele og ulemper, men forskere og medier har en særlig forpligtelse til at sikre, at debatten bygger på fakta og viden, og derfor forventer vi, at P4 Østjylland og andre medier fremover gør mere for at imødegå misinformation og usaglige påstande om havbrug,« afslutter Brian Thomsen.
Link til Faktatjek af indslag på P4 Østjylland om havbrug og havplanen.