Så lykkedes det endelig for den danske Fødevareminister Mette Gjerskov, ved gentagne gange at presse EU Kommissionen til at fremskynde afgørelsen, som giver danske sperlingfiskere grønt lys til at fiske godt 70.000 tons sperling.
Kvoten, der skal gælde for resten af året, blev biologisk anbefalet i starten af oktober. Men EU-kommissionen skulle stadig give den endelige godkendelse, før fiskeriet kunne sættes i gang. Det er et fiskeri til mange millioner kr., så fødevareministeren har de seneste uger presset hårdt på, for at få en hurtig afgørelse, der kunne sætte fiskeriet i gang.
”Jeg er rigtig glad for, at fiskerne nu har fået en sperlingkvote. Når biologerne siger ok, så forstår jeg godt, at fiskerne hurtigt vil i gang. Jeg ved, der er mange penge på spil, og derfor har telefonlinjerne mellem ministeriet og Bruxelles været rødglødende. Det lykkedes heldigvis – nu er godkendelserne i orden, og fiskerne kan komme på havet, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Biologer i det uafhængige europæiske rådgivningsorgan ICES anbefaler kvoterne for det europæiske fiskeri. Herefter skal de godkendes af EU. Det kan tage tid, derfor vil fødevareminister Mette Gjerskov nu også tage hele processen op til debat.
Jeg forstår fiskernes frustrationer over ventetiden. Vi har hasteprocedurer for at lukke fiskeriet, når det er nødvendigt. Vi må se på, om det også kan lade sig gøre at lave en hasteprocedure for at åbne bæredygtige fiskerier. Derfor vil jeg nu også rejse en debat i Rådet om mulighederne for at indføre en hurtigere procedure for igangsætning af fiskerier.”
Netop ventetiden kan være problematisk i forbindelse med de kortlivede arter som sperling, brisling og tobis. De bliver kun 2-3 år gamle og svinger derfor meget i bestanden. Derfor kan ventetid på tilladelser være kostbare for fiskerne.
”Vi må undersøge, om vi kan skabe større stabilitet i fiskeriet efter sperling ved at opretholde en større moderbestand. Vi må se på, om vi på nogen måde kan forbedre den måde, fiskerne får tildelt kvoterne i løbet af kalenderåret. Derfor har jeg nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at undgå situationer som denne, hvor en kvote kommer så sent, at fiskerne knap kan nå at fiske den inden årets udgang.
Baggrund
Fiskeriet efter sperling har for at beskytte bestanden været lukket i næsten 2 år. Men der blev i starten af oktober fra biologisk side åbnet op for store kvoter i både i 2012 og 2013. Der gives nu tilladelse til, at EU- fartøjerne fanger godt 70.000 tons for resten af 2012, og det vurderes, at den samlede kvote kan sættes helt op til 400.000 tons i 2013.
Kvoterne deles mellem EU og Norge, og danske fiskere får traditionelt næsten hele EU-kvoten.
Det åbnede fiskeri efter sperling kan også komme fiskere af tobis til gavn. Tobiskvoten blev tidligere på året reduceret kraftigt, men tobisfiskere vil ofte også fiske bl.a. sperling og brisling.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
FiskerForum.com