Fiskeristyrelsen åbner nu for ansøgninger til EU-støtteordningen ’De minimis-støtte for indkomsttab i 2021’. Ordningen er den tredje Brexit-støtteordning målrettet fiskerierhvervet, som åbner for ansøgninger. Sammen med de øvrige Brexit-ordninger skal de minimis-ordningen bidrage til at afbøde de negative konsekvenser af brexit for danske fiskere. Der er afsat 10 millioner kroner til udbetaling af støtte under ordningen.
Fiskere, der i 2021 var negativt berørt af Brexit, kan nu søge om støtte fra endnu en Brexit-støtteordning.
De minimis-støtten skal bidrage til, at støttemodtagerne kan tilpasse sig til den nye situation med reducerede kvoter, som er en direkte konsekvens af Brexit.
Ordningen er finansieret af EU-midler fra EU’s Brexit-tilpasnings-reserve
Ordningen udmøntes under EU’s de minimis-regler for fiskeri- og akvakultursektoren. Det betyder, at støttemodtagere maksimalt kan modtage 30.000 EUR i støtte over en treårig periode. De minimis-støtteordningen kan kombineres med øvrige kompensationsordninger under Brexit-reserven. Der kan dog ikke udbetales støtte for det samme tab flere gange. Fiskere, der modtager støtte til ophugning af deres fartøj, kan ikke modtage de minimis-støtte til samme fartøj.
Information om ordningen
I Fiskeristyrelsens tilskudsguide kan man læse mere om, hvilke ordninger, der er åbne for ansøgninger samt finde vejledninger om indholdet i de enkelte ordninger og information om, hvordan man ansøger.
Læs mere om EU’s Brexit-tilpasnings-reserve på Europa Kommissionens hjemmeside
Læs mere om den danske udmøntning af Brexit-reserven til fiskerisektoren på Fiskeristyrelsens hjemmeside.
Yderligere information
For faglige spørgsmål til ansøgningsmaterialet og ordningen, kan Fiskeristyrelsen kontaktes alle hverdage kl. 10.00 til 14.00 på telefon 7218 5850.