Torsdag den 15. september åbner Fiskeristyrelsen for ansøgning til to EU-støtteordninger, der kan søges af fiskerierhvervet. Støtten på i alt 229 mio. kr. skal afbøde og kompensere fiskerierhvervet for de negative konsekvenser af Brexit.
Nu kan fiskere, der er negativt berørt af Brexit søge om støtte fra to forskellige ordninger:
- Kompensation for fiskeres indkomsttab i første kvartal 2021 som følge af Brexit.
- Strukturtilpasning gennem ophugning af fiskerfartøjer eller ombygning af fiskerfartøjer til andet formål end fiskeri.
Støtten skal muliggøre, at støttemodtagere kan tilpasse sig til den nye situation med reducerede kvoter, som er en direkte konsekvens af Brexit. EU-kommissionen har i henhold til EU’s statsstøtteregler godkendt de to ordninger. Ordningerne er finansieret af EU-midler fra EU’s Brexit-tilpasningsreserve.
Der vil ikke både kunne modtages støtte til ophugning/ombygning af et fartøj og kompensation under øvrige Brexit-relaterede ordninger til samme fartøj.
Informationsmøde fredag den 7. oktober 2022
Fiskeristyrelsen står til rådighed ved et informationsmøde, hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål om ansøgningsskema, prioritering mellem ordninger mv. Mødet vil finde sted:
Fredag den 7. oktober kl. 10.00 – 12.00 i Tinghallen i Viborg – Mere information om mødet vil være at finde på Fiskeristyrelsens hjemmeside.
Sådan søger du
I Fiskeristyrelsens tilskudsguide kan du finde vejledninger om ansøgning samt øvrig information om de enkelte ordninger fra torsdag den 15. september kl. 12.00
Se mere om EU’s Brexit-reserve her