Men hvordan og hvorledes finder man juridisk den mest ideelle og retfærdige løsning på dette. For betalingen for adgangen til britisk farvand, er løst imellem EU og UK på en måde, så det for fiskeriet er løst med en fælles økonomisk understøttelse, af dette for Danmark så essentielt vigtige fiskeri, for de relativt få fiskere, men betalt af de mange.
Så hvorledes en kompensation og en retfærdig fordeling skal foretages, lader fiskeskipper Jens Frich fra Hvide Sande, til dels være op til forhandlerne, men essensen i hele opgørelsen efter Brexit-aftalen’s økonomiske konsekvenser, bør efter Hvide sande skipperens mening være, at der fortsat kan drives et fornuftigt og bæredygtigt fiskeri i Danmark efterfølgende og at man så vidt muligt selvfølgelig kompenseres for de tab der har været og at man reducerer forholdsvismæssigt i fiskeflåden med 25 procent. For der kommer en ny forhandlingsrunde om fem et halv år, når den nuværende aftale udløber.
Der er flere måder og løsninger på denne problemstilling ifølge Jens Frich. Men først og fremmest bør det være en langsigtet og balanceret løsning, som fremadrettet sikre rentabiliteten i fiskeriet og atter gør det attraktivt for unge fiskere at gå ind i erhvervet, men også helt konkret, med løsninger så man udgår trængslen i bestemte havområder i dansk farvand.
De tager kvoterne – men glemmer gælden
Ekspropriation ligger forrest på tungen og selv ordet bekommer ikke Jens Frich særlig godt. Men det er jo reelt dét der er sket, og som frit oversat i dansk retpleje betyder, tvungen afståelse af ejendomsret eller andre formuerettigheder – mod fuld erstatning – så enkelt kan det siges.
Jens Frich havde da også foretrukket en »No Deal-løsning«, fremfor den udhuling af kvoteværdierne, som man nu er vidne til, så det er som han siger til FiskerForum.dk – vel bare EU, vist fra sin værste side.
Fælles adgang, men for de få
For konsumfiskerne, så betyder adgangen til britisk farvand, at fiskere der ikke selv fisker i dette område, også skal betale for den fælles adgang, ikke som et forholdstal til størrelsen af fiskeriet i britisk farvand, Nej – men istedet generelt med 25 procent af de samlede kvoter på bestemte arter. Det syntes umiddelbart uretfærdigt og langt fra den helt åbenlyse måde, man normalt ville vælge som afregningsmetode i en sådan aftale. Derfor bør en afregning, hvor den enkeltes reducerede kvote ifølge aftalen, ende op med en kompensation på 100 procent. Alt andet ville være uretfærdigt, for som Jens Frich understreger, »så har vi købt og betalt vores kvoter selv og banken vil nok, i de flestes tilfælde gerne se, hvorledes dyrt financierede kvoter, skal betales tilbage, når der intet afkast er fra dem – de er jo »foræret« væk i Brexit-aftalen.«
En kompensation kunne eventuelt gøres betinget af, at pengene refinansieres i fiskeriet, til enten afbetaling af anden gæld eller som investering i andre dele af fiskeriet.
En anden løsning kunne være en statsobligationsløsning hvor staten køber fiskene tilbage eller en løsning hvor fiskerne kan låne pengene af staten afdragsfrit imod at sætte fiskene som pant, så man i banken, som fisker, ikke fremover skal mødes af ønsket om, »har du en kone som kan kautionerer ??« »Vi bliver nødt til at have flere bolde oppe i luften, så vi kan gribe de bedste og dermed få den mest optimale løsning for erhvervet,« siger Hvide Sande fiskeren som ønsker modeller der fremadrettet kan gavne hele erhvervet og fiskeriet, ikke kun den enkelte.
Ophugningsstøtte
Med hensyn til ophugningsstøtte i den danske fiskerflåde, bør dette gøres så hensynsfuldt som muligt og med blik for det fortsatte fiskeri’s økonomi og overlevelse. Det er ikke »Her og Nu penge«, som Jens Frich går efter eller er interesserede i, men derimod en afbalanceret løsning, så fiskeriet kan fortsætte, til gavn og glæde. En eller anden form for sammelægning – kan også være en del af løsningen, når der tales ophugningsstøtte enten efter skibets forsikringssum eller efter kvotestørrelse eller hvilken løsning man nu vælger. Men et krav bør være, at udover at løse kapacitets-problemet, så skal løsningen samtidig kunne afspejle håb for en fremtid for erhvervet, så det kan overleve samt skabe liv og god økonomi til fiskerihavnene og forarbejdnings-industrien samt følgeerhvervene i havnebyerne. En gordisk knude, som man ved fælles hjælp og anstrengelser må kunne løsne.
»Vi må vælge de bedste muligheder der viser sig, men vi må og skal udgå at skabe en dyster stemning i fiskeriet, men istedet skabe optimistiske rammer, så generationsskifte i fiskeriet ikke bremses og går i stå. Med langsigtet og bæredygtige planer for et dansk fiskeri med visioner. Et fiskeri hvor man også undgår trængsel i farvandene og sørger for en rimelig og retfærdig fordeling,« slutter Jens Frich overfor FiskerForum.dk.
