Generalforsamlingen for Bornholm og Christiansø’s Fiskeriforening samt mødet med øens egen miljøminister Lea Wermelin, var imødeset med stor spænding.
Op til mødet har der været flere fiskere der har stillet spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig blev af de mange »sæl-løfter« under sidste valgkamp. Løfter der blev fremsagt af vores nuværende miljøminister og øens egen spidskandidat for socialdemokratiet, Lea Wermelin, der næsten havde sælerne i Østersøen som første og vigtigste prioritet i hendes Valgprogram.
Ifølge Miljøministeren selv er der gjort noget, under henvisning til den nye og reviderede sæl-forvaltningsplan der udkom i juni måned i år. Efter denne skulle det efter miljøministerens mening blive meget lettere for fiskerne, at regulerer de mere nærgående sæler, der både skambider og æder fiskernes fangster samt ødelægger og splitter fiskernes redskaber og garn ad.
Sælerne er omfattet og beskyttet af EU’s habitatdirektiv, men bestanden af spættet sæl har nu nået en bestandsstørrelse og har det så godt i Danmark, at det nu vil være muligt og lovligt, at indføre en begrænset jagttid på dem.
Der har siden 2016 været en forsøgsordning med mulighed for regulering af op til 40 gråsæler om året ved Bornholm. Det kræver blot man ansøger om en tilladelse, og hvor man nu kan nøjes med at søge én gang om året. Det er da en forbedring.
Men flere fiskere mener, at det desværre rækker som en vis herre ind i det modsatte af himmeriget. Med et halvthundredetusinde sæler i området omkring Bornholm, skal der efter fiskernes mening helt anderledes regulerings-mekanismer igang, hvis det overhovedet skal have en effekt. En effektiv regulering skal aftales med de andre Østersø-lande, så man en gang for alle kan få stoppet den stadigt stigende tilgang af sæler til området.
Sæler har ingen naturlige fjender i Østersøen og med den øget bestand af sælerne, påvirker de specielt torsken i Østersøen, med infektion af sæl-orm og parasitter, der angriber fiskens lever og overlader den til en langsom død. Flere fiskere end biologer mener, at netop dette faktum, med sæl-orm og parasitter, er hovedårsagen til de store torsks fravær i Østersøen.