Torsdag den 16. maj 2024 har Sø- og Handelsrettens skifteret taget Blue Lobster App ApS under konkursbehandling på baggrund af en begæring modtaget onsdag den 8. maj 2024.
Det skriver Statstidende.dk, som samtidig oplyser at Advokat René Møller-Olsen København er udpeget som kurator.
Blue Lobster App der for knapt 6 år siden blev skabt for at forbinde lokale fiskere med restauranter og forbrugere, og dermed fremme det bæredygtige fiskeri direkte, er nu erklæret konkurs. Selskabet blev stiftet tilbage i 2018 af Nima Tisdall og Christine Herbert. Nima Tisdall blev udpeget af Barack Obama som en inspirerende pioner og opnåede en plads på Forbes ’30 under 30′-liste i 2021.
Nima Tisdall trak sig tilbage fra selskabet sidste år og blev administrerende direktør for Nordic Makers, men står stadig som ejer af 38,32% af Blue Lobster, mens Christine Herbert ejer 61,68% og fungerer som administrerende direktør.
Blue Lobster blev hårdt ramt af Corona-pandemien og strategiske omlægninger. Selskabets seneste regnskab for 2022/23 viste et underskud på lidt over 300.000 kr., en forbedring fra det foregående års underskud på 1,8 mio. kr.
Blue Lobster bliver til SquidInk
Men Blue Lobster genopstår nu som SquidInk – en tech-virksomhed med fokus på elektronisk logning for små fiskerfartøjer.
Det skriver Fiskeritidende.dk
Nima Tisdall og Christine Herbert, kvinderne bag Blue Lobster, der tidligere formidlede salg af fisk mellem fiskere og restauranter i København, har nu skiftet fokus, grundet lav fiskemængde og udfordringer med at levere faste forsyninger.
Det nye fokus bliver elektronisk Logning
Fra januar 2024 er det obligatorisk for alle EU-fiskere at melde deres landinger elektronisk. Tidligere kunne landinger registreres på papir. De nye regler kræver fuld sporbarhed fra fangst til forbruger, hvilket har skabt behov for elektroniske logningssystemer, specielt for mindre fartøjer.
SquidInk er Appen til Små Fartøjer
Tisdall og Herbert så en mulighed i de nye regler og har omdannet deres tidligere app-platform til SquidInk, en app der hjælper mindre fiskerfartøjer med at registrere deres landinger elektronisk. Med erfaring fra Blue Lobster og et indgående kendskab til fiskernes behov, arbejder de på at udvikle et brugervenligt redskab.
Udvikleren Sean Bendtsen Powell, som byggede Blue Lobsters backend og integrerede den med Fiskeristyrelsens API, er også en del af SquidInks grundlæggerteam.
Samarbejde med Danmarks Fiskeriforening
Danmarks Fiskeriforening (DFPO) støtter projektet og har samarbejdet med SquidInk siden før de nye regler trådte i kraft. Målet er at skabe en app, der kan bruges på tværs af EU-lande, da der endnu ikke findes en fælles løsning for e-logging.
SquidInk arbejder på at sikre midler til udvikling gennem dialog med politikere, styrelser og internationale partnere. De har haft indledende møder med Fiskeristyrelsen og planlægger møder med EU-Kommissionen og repræsentanter fra andre EU-lande.
I den forbindelse udtaler Christine Herbert til Fiskeritidende.dk, »Vi håber at udvikle en app, der kan fungere internationalt, så fiskere i hele EU kan overholde reglerne uden at skulle bruge forskellige systemer.«
Med SquidInk fortsætter Tisdall og Herbert deres engagement i fiskerisektoren ved at tilbyde teknologiske løsninger, der gør livet lettere for fiskerne.