Til efteråret byder Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) velkommen til over 12.000 besøgende fra hele verden. Fiskere, skippere, ingeniører, skibsarkitekter, blandt mange andre valfarter til Nordens Paris for at tage del i DanFish International, der en af verdens mest betydningsfulde fiskerimesser, 10.-12. oktober 2023.
Den store fiskerimesse afholdes for 28. gang tirsdag 10. oktober til og med torsdag 12. oktober 2023 i AKKC med hele 24.000 etagekvadratmeter samt i en tilhørende mobilhal på 4.000 kvadratmeter, der traditionen tro sættes op i Kildeparken, så der er plads til de mange udstillere fra ind- og udland. Den betydningsfulde messe tiltrækker nemlig besøgende fra hele verden, blandt andet fra Canada, Indien, Japan, USA, Frankrig, Norge og mange flere.
DanFish International danner grobund for en lang række store handler efter messen, men der er også flere besøgende, der kommer for at indgå aftaler på selve messen, hvor der erfaringsmæssigt bliver lavet forretninger i millionklassen.
Back on track
DanFish International er en af verdens største messer med udstyr til fiskeriet, og messen er mere relevant end nogensinde, efter nogle år hvor messeaktiviteter i hele verden har været på et meget lavt blus grundet COVID-19. I 2021 var besøgstallet på DanFish da også noget lavere end vanligt, da oversøiske lande som Japan, Kina, Australien, USA og New Zealand var forhindret grundet landenes coronarestriktioner. Heldigvis har COVID-19 langt om længe sluppet sit greb om branchen, så de mange udstillere og besøgende atter kan mødes på tværs af landegrænser.
Det er ikke kun AKKC, der summer af liv i løbet af de tre messedage. Aalborgs hotelkapacitet, restauranter og offentlige transport udnyttes til fulde af de mange tusinde besøgende, der kommer fra nær og fjern for at deltage i messen.
Et glædeligt gensyn
Flere af de oversøiske udstillere, som deltog i messen i 2019, var desværre nødsaget til at blive hjemme i 2021 grundet COVID-19. Nu melder de internationale virksomheder sig heldigvis endnu en gang klar til at deltage i DanFish International, hvilket glæder AKKC’s Head Of Sales & Expos, Else Herfort.
»Vi fornemmer både blandt udstillere og besøgende en stor længsel efter at deltage på DanFish messen i oktober uden bekymring for coronarestriktioner. Alle glæder sig til at komme på messen, mærke stemningen og til at se de mange produkter,« fortæller Else Herfort.
DanFish International finder sted tirsdag 10. oktober til og med torsdag 12. oktober 2023 i Aalborg Kongres & Kultur Center. For yderligere information om messen kontakt Head of Sales & Expos, Else Herfort, på tlf. +45 9935 5518. Læs mere på www.danfish.com.
Med flere end en halv million gæster årligt til Musik & Teater, Messer & Udstillinger og Møder & Kongresser er Aalborg Kongres & Kultur Center et af Skandinaviens største og mest fleksible kongres- og kulturcentre.