Frem mod 2050 forventes verdens befolkning at stige til nær 10 milliarder. Dette betyder, at vores proteinbehov vil vokse med ca. 40 procent, FN ́s Verdens-mål nr. 2 (No Hunger) og den stigende velstand taget i betragtning. Det stiller menneskeheden overfor en gigantisk udfordring.
Dette er et faktum og i »worst case scenario« kan det ende galt, hvis ikke vi forstår at forvalte og kultivere visse naturressourcer med fornuft, siger Jens Stubkjær, direktør i Atlantic Marine Protein til FF Nyt.
Ifølge Jens Stubkjær er verdens befolkningstal og befolknings-tilvæksten klodens altoverskyggende problem, da alle andre problemer som klimaforandring, flygtningestrømme med videre er en konsekvens heraf. Han udtrykker sig dermed med stor alvor omkring vigtigheden af at forvalte naturens ressourcer, herunder de maritime, med fornuft.
»Kun hvis vi udviser klogskab og fornuft undgår vi en total apokalypse (red.Verdens undergang) Civilisationen er i dag et globalt fænomen. Al civilisation, også i historisk tid, har været baseret på kultur, hvilket har sikret eksistens. Hvis man tror, man kan lægge det hele tilbage til naturen, så kommer vi en dag til at sidde i dødens gab. Produktionen vil på ingen måde kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og det tror jeg personligt ikke, at noget politisk system vil kunne holde til,« siger Jens Stubkjær, direktør i Atlantic Marine Protein