Et nyt projekt vil finde og udvikle bakteriestammer, som kan forbedre fordøjelsen hos opdrætsfisk, så de holder sig sunde og udnytter foderet mere effektivt.
Sundere opdrætsfisk, der optager mere af deres fiskefoder, vil gøre produktionen mere bæredygtig. Effekten bliver først testet på zebrafisk og derefter på regnbueørreder i projektet ProFishience, som er støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Landbrugsstyrelsen.
»Forebyggelse af fiskesygdomme og udvikling af foder, der medfører mindre udledning af næringsstoffer, har meget stort fokus hos Dansk Akvakultur og vores medlemmer. Vi ser et stort potentiale i projektet og er glade for, at Landbrugsstyrelsen med GUDP har givet tilsagn til økonomisk at støtte projektet. GUDP er meget vigtig for akvakulturforskningen i Danmark, og GUDP udmærker sig ofte ved at være gode til at spotte og støtte de rigtige projekter,« udtaler Dansk Akvakulturs dyrlæge, Niels Henrik Henriksen.
Sundere fisk vokser hurtigere
Fisk bliver mindre syge, når de får foder med gavnlige bakterier i. De gavnlige bakterier kaldes probiotika og er bakterier, der fremmer fordøjelsen og styrker immunforsvaret. For eksempel kan gavnlige bakterier fortrænge skadelige bakterier, når de konkurrerer om at hænge fast i tarmens slimhinde. Gavnlige bakterier kan også udskille stoffer, som hæmmer de skadelige bakterier. En øget modstandsdygtighed overfor infektioner vil øge fiskenes velfærd.
»Der kan være mange fordele ved at give fisk foder med probiotika. Det kan forebygge infektioner, så fiskene har behov for mindre antibiotika. Samtidig holder probiotisk foder fiskenes fordøjelse sund og god, så de vokser hurtigere,« forklarer Anders Miki Bojesen, der er professor på Københavns Universitet og leder projektet.
Sundere og større fisk er en fordel for både fiskene, producenterne og forbrugerne
Bedre for miljøet
Når fiskene får probiotika, kan de bedre udnytte deres foder, og derfor vil der blive udledt færre næringsstoffer fra foderspild som kvælstof og fosfor.
»Vi forventer at kunne udbrede probiotisk foder til 1/3 af den danske produktion, hvilket er ca. 18.000 tons ørred. Fiskene vil udnytte deres foder bedre, og det vil kunne medføre en reduktion på 15,6 tons kvælstof og 1,4 tons fosfor,« siger Miki.
Derudover forventes det, at fiskene vil opnå en øget modstandsdygtighed overfor infektion, som betyder, at færre fisk vil dø af sygdomme. Med en reduceret dødelighed på 3% af 17.778 tons ørred årligt, vil det betyde, at 533 tons ørred undgår at blive kasseret.
En ny og hurtigere måde at teste effekten på fiskene
Projektet vil udvikle en ny metode til at finde de bedst egnede probiotiske bakterier. Først screener forskere potentielle kandidater for de ønskede egenskaber i laboratorier på Københavns Universitet og hos Chr. Hansen. Foderets sammensætning har afgørende betydning for effektiviteten af probiotika.
I første omgang testes bakteriestammer, der allerede er afprøvet af virksomheden Chr. Hansen, som fremstiller fødevareingredienser. Derefter identificeres potentielle kandidater, der er gode til at nedbryde ørredfoder udarbejdet af firmaet Aller Aqua.
Lovende probiotika undersøges derefter i zebrafisk Zebrafiskeforsøg er meget hurtigere og billigere end ørredforsøg, da zebrafiskens generations-tid er væsentligt kortere end regnbueørredens. Derudover findes værktøjer, så forskerne kan »se ind i fiskene«, mens de er i live, og har udviklet metoder til at kunne følge probiotikas tilstedeværelse i tarmen. Derfor bruger forskerne fisken som modelorganisme og kan udføre flere forsøg og hurtigere se effekten i zebrafiskens tarmsystem.
Dernæst bliver de probiotika med størst potentiale testet på regnbueørreder. Forskerne undersøger, om fiskene bliver mindre syge, og hvor ofte fiskene skal have probiotika i deres foder for, at der ses en effekt. Regnbueørreder fylder mest i dansk fiskeopdræt, men da regnbueørreder er i familie med laks, er der en formodning om at opnå de samme effekter hos laks, som globalt set er en meget større forretning.
Det bedste probiotika skal kunne indarbejdes i fiskefoderet, hvilket firmaet Aller Aqua er ansvarlig for. Aller Aqua producerer foder og har forsøgsfaciliteter til dette formål.
Fakta om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram
Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) støtter innovative projekter, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri. GUDP er ledet af en ministerudpeget bestyrelse, og medlemmerne er erhvervsfolk fra hele fødevaresektoren. Programmet hører under Landbrugsstyrelsen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.