Kvoterne for 2015 er faldet på plads efter intense forhandlinger mellem EU´s fiskeriministre og Kommissionen. Aftalen betyder flere fisk til danske fiskere.
”Vi har landet en aftale, der er bæredygtig for både miljøet og de danske fiskere. Det har været hårde forhandlinger, hvor jeg har lagt mig i selen for at skaffe størst mulige fiskekvoter til danske fiskere – fisk som vel at mærke er fanget bæredygtigt. Aftalen viser, at vækst og miljø ikke er en modsætning, men derimod hinandens klare forudsætning,” siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Milliardfiskeri reddet
Kommissionen har igennem de seneste måneder skabt usikkerhed hos de danske fiskere ved at sætte spørgsmålstegn ved de nuværende regler for bifangst. Denne usikkerhed er nu væk.
”Jeg har arbejdet benhårdt på at få løst problemet, og det er heldigvis lykkedes. Det ville have kostet de danske fiskere en milliard kroner, hvis Kommissionen havde holdt fast i deres forslag, der havde gjort det praktisk umuligt at fiske brisling, tobis og sperling næste år. Som en ekstra fjer i hatten får fiskerne også større kvoter på vigtige arter næste år,” siger Dan Jørgensen.
Miljøorganisation, minister og fiskere i fælles front
Fødevareministeren har presset Kommissionen til at komme med en ny videnskabelig vurdering af tungefiskeriet i Kattegat og Skagerrak. Danmarks Fiskeriforening, Greenpeace og Dan Jørgensen har alle modsat sig Kommissionens oplæg til en reduktion af tungekvoten på 42 procent.
”Jeg er glad for, at det er lykkedes os at presse Kommissionen til at bestille en ny videnskabelig vurdering af tungekvoten, der kommer til februar. Muligheden for at fange den lækre og dyre fisk er nemlig helt afgørende for, at de små kystfiskere kan overleve og skabe liv og arbejdspladser i de danske havne,” siger Dan Jørgensen.
Danmarks Fiskeriforening og Greenpeace ønsker at styrke det bæredygtige og kystnære fiskeri, hvor tungekvoten er meget vigtig. Danmark har forhandlet på baggrund af de nyeste videnskabelige analyser, der viser, at bestanden kan tåle større kvoter.
Kommissionen forventes at komme med sit udspil til den nye tungekvote i marts 2015.
Fakta – Kvotefordeling
Kvoterne på brisling, sperling, torsk, rejer, rødspætter og jomfruhummer bliver større i Nordsøen, mens der bliver flere torsk og jomfruhummer til fiskerne i Skagerrak.
Større kvoter på bl.a.:
62 procent for brisling i Nordsøen
20 procent for sperling i Nordsøen
15 procent for jomfruhummer i Nordsøen
5 procent for torsk i Nordsøen og Skagerrak
6 procent for jomfruhummer i Skagerrak og Kattegat
15 procent for rødspætter i Nordsøen
15 procent for rejer i Skagerrak
Mindre kvoter på bl.a.:
15 procent for makrel i alle farvande
7 procent for sild i Nordsøen
Uændrede kvoter på bl.a.:
Torsk i Kattegat
Rødspætte i Skagerrak