Tirsdag aften sejlede en kajakroer ind i Hvide Sande Havn i gang med det ”Rød-Hvide-Bånd”, som er en udfordring og udmærkelse for alle kajakroer.
Geir Hakursson på havnen i Hvide Sande
”Han prøvede da,” skal der stå på Geir Haukursson gravsten, når han ikke længere er at finde på denne jord, siger en smilende og smittende islændinge af afstamning. Og det er næsten det samme, som folk siger om hans projekt lige nu, som omhandler en tur rundt om Danmark i havkajak. ”Han prøver da.”
Siden 2000 har 7 ud af ca. 60 personer gennemført sejladsen.
”Mange mener at landet stopper, når man når til kysten, men jeg mener, og det tror jeg, at fiskerne vil give mig ret i, at kysten og havene omkring os, også er en stor del af det danske landskabsbillede,” siger Geir Haukusson, 51 årig fotograf fra Svendborg.
Han drog afsted lørdag morgen fra Vidåslusen i Vadehavet vest for Højer i Sønderjylland, og er nu på tredjedagen kommet til Hvide Sande Havn, hvor en overnatning gør sig gældende. Geir Haukursson har afsat en måned til projektet, men er ikke presset af tiden. ”Jeg vil bare nyde det, og glæder mig til at møde forskellige mennesker i de forskellige havne,” siger fotografen, som beundre den vestjyske kultur, og den behjælpelighed der er blandt folk. ”Jeg tror at behjælpeligheden stammer fra de gamle fiskersamfund, hvor man både var vant til at hjælpe hinanden, og mere afhængige af hinandens hjælp.” siger Geir Haukursson, som var positivt overrasket over velkomsten i både Esbjerg og Hvide Sande Havn.
Geir Haukursson vil sejle videre nordpå til Thorsminde eller Thyborøn i dag, hvis vejret er til det.